Stokkeby Koch

Klumme om Nepal.

Nepal, det lille land, som altid har været, og stadig er, kendt for sine Himalaya bjerge og det er med fuld forståelse. Bjergene har klart en slags overnaturlig magt og skønhed, som få andre steder i verden. Til forskel for mange andre skønheder, som hvis man fx. dykker i Manado, Sulawsi eller ser Taj Mahaj, Ari, Indien, så er disse bjerge ikke skrøbelige og menneskehænder kan ikke lige så'en destruerer dem. Her tænker jeg på de 2 gigantiske buddaer, som af menneskehænder blev bombet i Afghanistan og desværre, ingen ved,hvordan verden vil udvikle sig de næste årtusinder. Himalayabjergene i Nepal står fast og vil altid gøre det og det så langt øjet kan beskue og længere endnu. Jeg håber inderligt, at nepaleserne har samme styrke som deres bjerge, for den behøver de i den grad nu. For 6-7 år siden var Nepal et land i udvikling og til trods for at dets, set i asiatske øjne, nabo-stormagter Inden og Kina meget gerne ville have en finger med i det politiske spil, så stod Nepal fast og forblev selvstændige. Der var kongemagt og kongen var populær blandt befolkningen. Men....ikke hos hans egen bror, så en dag under en familiemiddag, tog kongens bror et stort skydevåben frem og skød sin bror, kongen, og flere andre af sine egne familiemedlemmer!. Nu ville han have magten (en dejlig 'case' for dig AnneMarie og hva' med dig Henrik – interessant, ik'). Bror'manden' her kom så til magten og så brød fanden løs i de snævre nepalesiske gader – og med fuld forståelse. Brormandens personlighed er ikke af den lette slags - også qua hans 'legen med rigtige skydere rundt om middagsbordet'. En modstandsgruppe, Mao'er (maoister), som nok har floueret i det små i mange år, fik nu noget at kæmpe for. De har kæmpet og fik efter det kongelige skyderi en del flere tilhængere, også i den politiske top.
Den selvforstaltede konge er nu afsat og det kæmpe kongehus bliver i næste måned åbnet som museum. Nu er det ej længere et kongerige, men en republik. Det regerende parti i koalisionen er maoisterne. Ligeledes er 'the primminister' og flere andre ministre. Og det er for så vidt godt nok, hvis altså ikke de er blevet lige så korrupte som de foregående partier der har været ved magten. Stakkels nepalesere – de aner ikke deres gode råd. De håber på, at en af de overlevende børn fra kongehuset en dag igen vil overtage magten...!!!!!!! Nu lever de under et styre, som ikke kan finde ud af at give deres befolkning elektrisitet. Ingen elektrisitet fordi regeringen ikke prioriterer at investere i deres mange kraftværker, der er drevet af de utallige floder Nepal er gennemskåret af. I øjeblikket udnyttes kun 1 – 3 % af den eksisterende kapasitet. Det medfører, at fra i går gik man fra at have el 2 x 6 timer i døgnet til nu kun 2 x 4 timer. Det er utåeligt for alle. Vores venner som driver en pænt stor virksomhed er konstant bekrymrede. De har ansvar for 60 ansatte og som de siger: 'Deter jo ikke kun dem, men også deres familier, børn, mm.
Vand er også et problem. Det har ikke regnet i 2 måneder og det svækker de fungerende kraftværkers produktion og giver også problemer med brugsvand. Ej heller varmt vand findes der meget af. Dog skal det siges, at nepalesere i den retning er miljøbevidste. På mange tage er der solfangere, som kan gøre vandet i denne vinter lunkent. Bedre end frysende koldt. Meeen......det er ikke godt – alt produktion går i stå, når der mangler vand og el. Det skal lige tilføjes, at på de dyre hoteller er der konstant varmt vand og el. De sætter deres store generatorer til og for dem, er der ikke rationer på bezin til disse generatorer og de skal ikke stå i kø op til 3 timer for at betale overpriser for de rationerede 5 liter, andre kun har adgang til. Nu er alt et politisk rod og alle prøver at overleve på bedste måde. Befolkningen frygter, at Nepal ændres til et vestligt land, hvor de rige bliver rigere og de fattige, fattigere. Da de fleste nepalsere har boet i den barske natur i og omkring Himalaya bjergene, så er de seje og kan klare en del, men i hvor lang tid ????????
Min skøre ide er, at inviterer vores humane og følsomme prins til Nepal. Han holder jo meget af at udforske naturens kræfter, men har endnu ikke, så vidt jeg er orienteret, været i Himalaya bjergene. Jeg vil med glæde lade ham bo på vores nyindrettet værelse på 'Prince guesthouse' og se og føle alt det StokkebyKoch familien har set indtil nu. Jeg ved, at han ikke kan give penge, men han kan være med til at gøre resten af verden opmærksom på, at dette lille land har behov for hjælp. Mon ikke Karin kender ham lidt ????? Tænk, hvis vores Frederik havde brugt energi på Nepal i steder for at tvivle på sin deltagelse i den Olympiske Kommite, så havde der i dag været el og vand i Nepal....mon ikke.....eller er jeg bare pissenaiv? Jeg må nok hellere snart vende snude mod lille dk og udtale mig om ting, jeg ved lidt mere om.

Lad Himalayabjergene styrer......................

Nepal 29.12.08 – 11.01.09

Heldet må følge de tossede.........Efter at have forladt paradis-bounty i det sydlige Thailand, tog vi kl. 13.00 d. 28'ende bil, båd, bus, nattog og til sidst taxa til lufthavnen i Bangkok. Vi ankom allerede kl. ca.07.00 om morgenen d.29'ende og vores fly skulle først lette mod Kathmandu, Nepal kl. 14.45. Dette var vi forberedte på og havde garderet os rigeligt med bøger, opladet Nintendo m.m. Da vi forhørte os, om det var muligt allerede at komme i transitten, så fik vi oplyst, at vores fly var aflyst.......!!!!!!!! men der var plads på det eneste fly mod Kathmandu kl. 10.35. Ja, der var vi godt nok heldige og blev mindet om, hvorfor det er godt at konfirmerer flybilletter.

Lidt historik:
For at kunne forstå hele dette afsnit om Nepal, så bliver du, læser, nød til at introduceres for nogle mennesker, som betyder en del for os her i det store udland, så nu kommer der lidt historik.

For ca. 15 år siden var Benedicte i Nepal første gang. Her mødte hun Biju og hans dejlige familie og venner. Mange ville efter sådant et meget kort bekendtskab gemme minderne bagerst i hovedet og hver især ville igen fortsætte med deres dagligdag, men af een eller anden grund, så var det ikke sådan for Biju og Benedicte. Der blev dengang skrevet rigtige breve med håndskrift, papirkuvert og frimærker. Biju havde på det tidspunkt en cafe i Kathmandu, som hed og stadig hedder 'Delima garden'. Hvert år sendte Benedicte blomsterfrø og græsfrø til Delima garden, da Biju ellers skulle til Indien får at få dette. En dejlig frodig cafe midt i den lille hektiske Kathmandu-by. Så kom internettet og de håndskrevne breve blev udskiftet med e-mailen.
Så en dag ringede en af Benedictes bekendte, Karin Schneekloth, og spurgte om det var muligt at få hjælp til at blive 'taget imod i Nepal', da Benedicte jo kendte en nepaleser. 'Jeps' ingen problem og Karin, som er en meget dygtig tøjdesigner, sagde farvel til sin overklasse kundekreds og ville starte på en ny rundte i sit liv, hvor hun håbede, at Nepal og dette lands indvirken ville give hende nye tanker. Biju tog godt imod Karin og man kan vist roligt sige, at Nepal havde en positiv effekt på Karin og hendes fremtidstanker. Resulatet blev, at Karin nu får syet sit smukke tøj på Biju's fabrik og sælger det i sin butik 'Eppure si Mouve' på Øster Fælledtorv på Østerbro. Det meste af tøjet er lavet af det bedste kvalitetsmaterialer herfra Nepal. Karin har også fået stavlet et Danida projekt på benene, hvor hun lærer enlige nepalesiske mødre at strikke, sy m.m., så de kan klarer sig selv. Hvilken quinde, hende Karin.....
Så for ca. 6 ½ var Hans, Sebastian og Cilie i Nepal for første gang sammen med mor-Benedicte, hvor de også mødte Biju og alle de andre. Udover disse nepalesere lærte fam. StokkebyKoch også Maya og BJ at kende. Maya er fra Belgium og gift med nepalesiske BJ. De bor med deres datter, Miira, her i Kathmandu. (Desværre kommer vi ikke til at møde dem denne gang, da de er taget til Belgien for at holde jul og nytår med Mayas familie. Maya's far har været syg af kræft, såhhh...Nå, men det bliver så bare en anden gang vi ser dem)
I den mellemliggende tid indtil nu, har Biju, Maya, BJ og Biju's niece, Kristina været i Danmark. Derudover er der en del af Hans og Benedictes venner, som også har haft æren af, at blive taget godt imod af Biju og de tanker, som Nepal kan give enhver.......enhver som altså kan finde ud af, at tage imod.
Ja, tænk hvad et kort lille bekendtskab kan udvikle sig til og nu....nu er vi her igen, igen og igen.......

Så tilbage til den præsente tid.
Da vi jo kom alt for tidligt til Kathmandu, var der ingen Biju til at hente os, men vi fandt heldigvis en fyr, som vidste hvor 'Prince guesthouse' og 'Delima garden' lå. (Biju og hans ven, Arjun, har nu også et hotel, som ligger lige op ad 'Delima garden'). Vi har 3 store rygsække og 3 'hånd'rygsække med på vores tur og da vi så bilen, som skulle udgive sig for at være en taxa, så henførte alle tanker til den gamle Rexona reklame, hvor der altid 'var plads til een til'. Og det skulle der være, for foruden chaufføren til bilen på størrelse med en Fiat 127, skulle der lige ham fyren med, som kendte vejen......så hvor vi 3 store vesterlændinge og vores baggage skulle være, ja det kan vist ikke engang den bedste logikker udtænke. 2 rygsække kom på taget og så sad vi ellers klemt sammen som sild i en tønde. Allerede her kom det store smil frem på vores læber, for allerede efter at have været i Nepal 10 minutter, så var vi ikke i tvivl om, at vi var landet i det rigtige land. Den tæt pakkede rustne bil hoppede op og ned på de hullede veje og sørmer om den ikke også gik lidt i stå engang imellem, men hva' den startede jo igen, så vi kom frem til 'Prince guesthouse'. Så'en er Nepal og også så ufattelig meget mere.........

Vi ringede til Biju og ikke længe efter kom han og kæresten Sarju, som vi også mødte for ca 6 år siden. Så dejligt at se dem igen. Dagen efter var det Biju's 35 årige fødselsdag og da de havde hørt, at Cilie var vild med Thai-mad, ja, så skulle hun da allerede forkæles og Biju gav Pad Thai og is til dessert.......- på hans egen fødselsdag.

'Prince guesthouse' ligger i et område, som hedder Thamel. Det er trekkernes område. Det er her du bestiller trekkingture, rafting, ture til Tibet og Bhutan med meget mere. Det er også her, der er gang i alle butikkerne med fx. tøj, som af en eller anden årsag ikke har udvilket sig side de 'glade 60ere'. Der må jo være nogle, som køber det. Næhhhjjjjj...ikke os. Selvom vi nok er luksusflippere og Hans's hårlængde passer til stilen, så kommer vi ikke hjem i slaskebukser, batikbluser m.m. Her er også alt hvad du skal bruge på dine vandreture i den ubeskrivelige smukke natur omkring de 10 højeste bjerge i verden. Der er det hele i de populærer mærker....men det er 'fake', så hvis der skulle købes ind til en hård tur mod Mount Everest eller Annapurna, så skulle udstyret nok købes dyrt hjemmefra. Kun de store veje i Kathmandu har vejnavne, så den bedste måde at finde rundt på er, at kende et navn på f.x en butik, hotel e.lign og så spørge efter det, så kommer man nogenlunde frem til bestemmelsesstedet. Alt går stille og roligt her, dog ikke lige den forvirrende trafik, hvor rick-shaws, små Suzuki 800 biler (taxa'er), cykler, små motorcykler og gående prøver at undgå de store huller i vejene. Her er INGEN fortorve i Thamel og hele området dufter (lugter -alt efter smag) af røgelsespinde. Fra butikkerne strømmer der ud med toner fra tibetanske horn og andet roligt meditationsmusik. Ind imellem har en butikejer fået nok at de rolige, afslappende toner, hvorefter han prøver at overdøve 'hum-hum' musikken med Bob Marleys stemme eller ham fra Doors, som, der i skrivende stund, er glemt navnet på. Hvis man ind imellem får sniget hovedet op i lodret stilling efter at have set ned efter store sten eller huller i vejen, så man ikke skvatter, -og lige giver et enkelt smil fra sig, jahh......så er man IKKEi tvivl om, at der kommer mange smil retur. Om de returkommende smil bliver sendt retur som fx.'Undskyld vesterlænding, at der her i Nepal ser sådan ud' eller som 'de vesterlændinge skulle øve sig på ukurrente flader -bedste øvelse ville være en trekkingtur i Himalaya bjergene' eller om det er smil fra hjertet, ja, så varmer det inderst inde og da smil avler smil, så går vi alle rundt med en 'happy go lucky' følelse. Ja, det lyder underligt, at en lille travlt hovedstad, som ligger i en kløft mellem de store bjerge, i en del øjeblikke kan få een til at føle sig hensat til et stille meditationslokale, men det kan den altså. Hvis man syntes, at befolkningen i andre asiatiske lande smiler meget, så har man endnu ikke været i Nepal. Her er der heller ingen, absolut ingen som skæver til Hans's cool outfit (I kender den alle.....). Cilie bliver der derimod langt mærke til pga hendes lyse hår og blå øjne. I forhold til Vietnam, Cambodja og Thailand, så er der ingen her, som i vore øjne 'uhøfligt' og uden varsel tager og giver Cilies kinder et niv eller føler på hendes hår. Her bliver der skævet til hende på en meget høflig facon, men tro ikke, at Cilie lader det gå upåvorket hen...næhhh....hun lader som om hun er en kendt sangerinde og inderst inde nyder beundringen fra de næsten skjulte blikke. Benedicte halter bagefter og smiler bare for sig selv, stolt over sine 2 familiemedlemmer.

Her er koldt om morgenen og aftenen. Om dagen varmer solen godt igennem, men så er der lige det, at pga den politiske situation, så er det regeringen som bestemmer, hvornår der er elektrisitet. Hvis hele Kathmandu er heldig, så kommer den måske kl. 02.00 til 08.00 og måske også et par timer i løbet af dagen !!!!!!! På værelserne er der ingen varme og når der ingen elektrisitet er, hvordan kan pumperne til vandforsyningen så fungerer???? - så der kan være flere timer i løbet af en dag, hvor der ingen vand er. - Og varmt vand – det er der, men kun engang imellem. Den politiske situation er helt håbløs, men mere om det i klummen.

Mange af jer tænker måske på, hvorfor dette fuldstændige underfundige, uchekkede og alt i alt umulige land er vores ynglingsland.....- der er ingen hemmeligheder, for det tænker vi også selv på. StokkebyKoch familien her kan jo godt lide at rejse og bare det, at Cilie lige er fyldt 9 år og hun allerede har oplevet kulturer fra 18 lande og nogle lande mere end een gang, ja, så kan vi godt tillade os at sige:' vi har noget at samenligne med'. Een ting er sikkert mht Nepal og dets indbyggere – de er meget tro deres religion, hinduismen. Mange kan måske tro, at de bruger røgelsespinde for at fjerne den grimme luft i byen, men'nej', det er af religiøse årsager. Det er er folkefærd, som er meget stolte af deres religion og at den så passer så godt sammen med de storslået bjerge, det kan man i højeste grad kalde et match, som...jahh....er helt guddommeligt. Man bliver som turist konstant gjort opmærksom på deres hengivelse til hinduismen i form at stubaer, små bedesteder, små templer, m.m. over det hele. Dette guddommelige match tror vi er een af årsagerne til, at Nepal har sat sig i vores hjerter. Religionen har ingen fordomme, formaninger eller regler – ingen 10 bud eller løftet pegefingre. Derudover er vi heldige, da vi kende nogle rigtig dejlige nepalesere og derfor får lov til at være med på en oplever i deres altomfavnende hjem og helt ind i deres dybeste ritualer og traditioner. Det sætter sig jo ind i vores hjerter, at de så'en giver os lov.

MONKEY TEMPLE
Vi har selvfølgelig været turister og fx. set 'Monkey Temple', som ligger på toppen af et af de bjerge som omgiver Kathmandu. Der løber en del aber rundt i det område og til trods for, at Benedicte flere gange havde sagt, at pga aberne skal man IKKE tage noget spiseigt med på den tur. Cilie var dog sulten på vejen derop og farmand Hans var så sød at bære brødet i en lille pose. Da vi var gået ca.10 trin op, ud af ca. 3-400 trin, så vendte Hans sig om og så meget forbavset på Cilie og Benedicte, som ikke kunne lade være med at grine. De begge havde set, at Hans var blevet overfaldet af nogle store aber, som i et sekund havde taget alt brødet fra ham og nu stor han som forladt med en lille plasticpose uden indhold.........'Hva' skete der lige der?'. Hi.hi..hi...'I told you so'....hi..hi...

Nå, men da det ikke er peak season i Nepal p.t, så er vi ofte de eneste hvide og det var vi også her. Som tidligere skrevet, så er nepaleserne meget religiøse, så alle templer, stubaer med mere bliver flittigt brugt af de lokale, så igen her var der en følelse, lugt og lyde, som i et aktivt meditationsområde. Meget, meget fascinerende. Det er svært at beskrive – det skal opleves. Undskyld, at vi så'en prøver at springe over, hvor gærdet er lavest, men det er noget særligt.

KURAMI'EN

I Dubar square bor 'the living goodess', Kurami'en. Der hører en lang historie til, hvordan det i tidernes løb er blevet til, at de i Nepal simpelthen har en levende gudinde. Hun er ikke som Dai Lama, som er en slags talerør for den buddistiske tro, men Kurami'en ER en levende gudinde for den hinduistiske tro. Hun bliver udvalgt, når hun er ca. 3-4 år, skal komme fra en speciel caste og bliver derefter tager fra forælderene, som er stolte og kommer til at på bo i et tempel, hvor hun får en 'nanny' og bliver uddannet som alle andre børn – bare alene. (Castesystemet er noget indviklet, men kort sagt fortæller det om, hvilken økonomisk og religiøs status du har. Ikke et helt fair system, da hvis man bliver født ind i en lav caste, har meget ringe muligheder for at uddanne sig videre i systemet. Man er født ind i en caste og bliver der!!!). Kuramien bor på 2 sal i et temple og hun må IKKE – ALDRIG røre jorden. Hvert år i september er der en festival for hende, hvor hun med meget make-up og det helt store beklædningsudstyr bliver båret rundt. Det er det eneste tidspunkt på året man må fotograferer hende. Hvis man ser hende i øjnene, fortæller ritualerne, at man vil dø! Den dag hun får menustration, så er festen slut og hun må retur til sine forældre og derefter leve en normal tilværelse. Hvis hun inden hun får menustration kommer til at bløde, så slutter hendes tid som Kumari også. Sagnene siger, at de mænd som i tidligere tider har giftet sig med en tidligere kumari, vil dø !!!!!, -så det kan være svært for hende at få et normalt liv, meeennnn også her i Nepal letter man lidt på tro'en og de sidste kumarier er blevet gift og ingen af mændene er døde endnu....Alt dette gjorde indtryk på Cilie og hun vil så gerne se hende, men da vi var der, så havde hun ikke tid – vi kunne kun høre hendes barnlige skarpe stemme. Der er nemlig lige kommet en ny Kumari, som er 3-4 år. Vi prøver een af de andre dage at tage dertil igen, så Cilie kan se hende. Dog ikke noget med at se hende i øjnene...tak.

Forunderligt og fantastisk.
Kristina og Sarju, som er i 20'erne fortæller også Cilie, at alle piger skal sidde alene i et mørkt rum i 12 dage inden de får menustration. Biju's niece, Muskan, som er 11 år og som Cilie leger med, har lige været det igennem. Hun sad dog kun 3 dage, men så sad hun også i et munketempel – alene. De får mad, men her er der også ritualer, hvor de fx nogle af dagene ikke må få salt. Det er noget med, at de nogle dage kun må få sødt og andre dage surt. Det siges, at de skal gifte sig 3 gange. 1 gang med det sure, 1 gang med de søde og sidste gang med en mand...........ja, vestlige quinder...........der efterlades lige lidt tankestreger til at nyde det skæve smil, der sammen med jeres tanker nu svirrer rundt i jeres hoveder...... I de 12 dage må pigen få besøg, men IKKE af mænd eller drenge over 10 år, kun hunkøn.

Fortællinger som disse facsinererer Cilie, hun sluger dem og timerne og dagene efter dukker der spørgsmål op, som hendes dumme mor og far ikke kan svare på, men så har vi jo vores nepalesiske 'familie' medlemmer.

BENEDICTES SKØRE IDE
Det er MEGET farligt for Hans og Cilie, når Benedicte vågner midt i mørket kl. 05.12, hvor hele Kathmandu er uden elektrisitet og derfor ikke kan distraherer hendes tanker med fx. orderne fra en bog. Kulden er også en faktor, som kan være med til at gøre livet for de 2 familiemedlemmer endnu farligere. Se, når Benedicte ligger under de 2 tæpper og 2 dyner på det tidspunkt om morgenen, så står hun IKKE op og går igang med dagen. Bare en hånd udenfor dynerne og tæpperne i kulden, kan gøre, at kulden vil strømme gennem resten af kroppen som en lavine. Så her ligger Benedicte og kan kun tænke.......farlige tanker og skøre ideer. Omkring kl.08.00 begynder Cilie at vågne, det er blevet lidt varmere og Benedicte spørger Cilie og hun vil dele hendes varme under dynen. Nogle morgener er Cilie nemlig temmelig nærrig med hendes varme under dynerne, så det bliver ikke til 'godmorgen-krammer'. Hans derimod, han giver gerne fra sig af sin kakkelovnsagtige krop. Det er ufatteligt, hvor varm han kan blive i denne kulde – bare under 1 dyne.......Nå, men denne morgen, hvor Benedicte vågnede tidligt, var Cilie ikke nærrig med dynevarmen og under hendes opvarmet dyne fortalte Benedicte Cilie om den skøre ide. Cilie var med på den med det samme, så nu var der kun Hans, som skulle.....ja...varmes op under, kan man ikke sige grundet hans egen kropsvarme, så vi siger, at han skulle tackles påden rigtige måde. Den måde var, at Benedicte lod Cilie fortælle om ideen, mens hun lavede våde bedende håbefulde hundeøjne. Da iden var fortalt, så rystede Hans søvndrukkent på hovedet og tænkte tilbage på, at bare den måde Benedicte havde friet til ham 10år tidligere, skulle have advaret ham nok til at bakke ud, hvis ikke han ville være med på skøre ideer.

Se, her i Nepal er folk fattige og situationen er fuldstændig håbløs p.t. Lige nedenfor vores vindue løber hjemløse børn rundt på bare tæer i kulden og til trods for de barske vilkår, så smiler alle. Selv Biju smiler, til trods for at hans forretning p.t. er præget meget af den økonomiske krise i Europa. Han kan tydeligt mærke, at ordrene kommer ikke som tidligere og hvis de gør, er det svært at overholde de lovede leveringstider, pga den manglende el. Generatorerne kan trække nogle af symaskinerne, men kun i kort tid, da benzinen så er sluppet op. Der er ratonaliseringer på benzinen og hvis ens ration ikke er brugt, så skal man stå i kø 2-3 timer for at få lov til at købe 5 liter. Han smiler, men indeni er han bekymret. Han overvejer at flytte hele fabrikker til Indien, men så skal han jo selv flytte med og opsige sine ca. 60 medarbejdere, hvis børn så nok ender lige nedenfor vores vindue.

Her ligger så en velnæret vesterlænding, som om nogle dage drager hjem til det dog velfungerende Danmark med sin familie og tænker tanker. VI MÅ HJÆLPE. Penge...nej...ikke den bedste måde. Biju og hans 2 venner ejer også dette guesthouse vi bor på og her trænger til en omgang. Nepalesere har ikke samme rengøringskodeks som os danskere, så væggene er meget beskidte, lamperne hænger ødelagte skævt og det falmet billede over hovedergædet, ja, det er kun et spørgsmål om tid inden en turist sovende får glas, ramme mm i hovedet. Skal der gøres rent, ja, det ska der, men det er desværre ikke nok. Her ligner lort, også hvis der blev gjort rent. Her trænger til en 'make over'. Lige som i de programmer i dansk TV, hvor fx.en stue bliver ændret til noget smart og som i forhold til disse standarder ikke behøvede en ændring.

Nå, men hele familie StokkebyKoch gik så igang med at vaske, male, lægge nyt gulvtæppe, indrette, købe nye spejle, lamper, billeder med meget mere til et af værelserne. Vi har ændret hele værelset for max. dk.kr. 1.900,- (Se forskel på nedenstående billeder). Bemærk kun Dk. kr. 1.900,-......ikke meget hvar'?. Nu kan Biju og Arjun tage dk.kr. 21,- mere pr. nat for dette værelse, så det ialt koster ca. dk.kr. 65-70,- pr.nat for et dobbeltværelse. Ja det er priserne her. Når de har fået lejet det ud i ca. 2 måneder, så har værelset tjent sig ind og de kan begyde at spare op, så alle de andre værelser kan ændres til samme standard. StokkebyKoch'er har lavet en slags bog med, hvad, hvornår og hvordan rummene ændres.....og så er resten op til Biju m.fl. Med denne tanke kan de tjene på karusellerne og de mister på gyngerne...eller hvordan er nu det udtryk er. På en anden måde sagt, så kan overskuddetfra Prince guesthouse gå til uderskuddet i fabrikken og forhåbentlig skal ingen fyres. Biju har dermed også tid og overskud til at opsøge nye kunder i andre lande end i det kritiske Europa. Evt. Japan, hvor han er startet med at have kontakter eller....????

Hvordan tror I det føles, når man står på Biju's fabrik blandt de søde syersker og ser de smukkeste lædertasker på pakkebordet, som er ved at gøres klar til at blive fragtet til Danmark. Underlig følelse og den stærke følelse bliver til et stærkt sug i maven, når Karins designer logo står i taskerne og nu skal de sælges på Louisiana (jeps – vores smukke museum i Humlebæk).

For ca.1 ½ måned siden mailede vi til Karin og spurgte om der var noget vi kunne hjælpe med I Nepal vedr.hendes forretning, nu hvor vi er her. Hendes svar var, at hvis vi gad, så kunne vi spise middag med hende og Anders i Kathmandu d. 10'ende jan.09.....jeps.....vi ses desværre ikke så ofte i Dk, men nu mødes vi her – og det er helt tilfældigt.....hvor verden dog er forunderlig.

Her kan vi hjælpe og vi gør det. Biju's kæreste, Sarju prøver at hjælpe de ansatte på fabrikken, som har små børn. Mange af dem har ikke råd til at sende deres børn i skole, så Sarju har lavet en aftale med Karin om, at Karin betaler for 5 af de ansattes børn, så de kan komme i skole. Karins veninde betaler også for et barn og ja, det gør vi så også nu. Vi skal i overmorgen besøge pigen og hendes familie og vi tror det bliver sejt at se hvilke vilkår de lever under, men vi føler os priviligeret. Tænk, at vi kan møde de mennesker, som vi nu fremover kommer til at hjælpe, så deres datter kan komme i skole – og så for kr. 1.200,- pr. år.

Alt dette ved vi lyder kliche agtigt, når I hjemme i trygge Danmark sidder og ser om finanskriser i TV eller når vi kommer hjem og een af os hjemme på en cafe skal fortælle om disse oplevelser. MEN.....dette er virkelighed for os lige nu. Vi føler, tænker, mærker og oplever alt dette lige nu – og måske er det også bare dette, at vi har mulighed for at hjælp, kan se glæden i deres ansigter og kender dem så godt, at vi er vilde med Nepal – hvem ved.......Biju vil gerne gengælde noget af alt dette, så han vil tage os en tur til et smukt bjergområde udenfor Kathmandu. Han mener, at Cilie SKAL se alt det andet Nepal også har at tilbyde og hvad de fleste turister kommer efter, nemlig bjergene. Sidst Cilie var i Nepal trekkede vi, men hun var 21/2, så der huskes ikke meget.

Vi er ved vejs ende af vores fantastiske næsten 4 måneder i det store udland og for at I skal kunne nå at læse om vores sidste oplevelser, så kommer der ikke mere skriftligt på denne blog. Der kommer billeder af:
Vores besøg hjemme hos Biju's søster.
Vores minitur til Himalaya
Vores tur til Bhakthapur (gammel hellig bydel)
Måske vores tur til Pashupatinath (der hvor døde bliver brændt og som også er et meget helligt område)
Bodhnath stupaen (Nepals største)
Shiva Templet
Vores besøg hjemme hos Sarju og hendes familie
Vores tullen rundt i Kathamandu
Og måske noget mere.

Det har været en lang beskrivelse om Nepal og vi håber at ovenstående ord har givet en forståelse af hvor vores Nepal er noget specielt for os. At afslutte vores lange tur med at gense dette land og vores venner her, er klart topppen på kagen.

Hele turen har været som...ja....KAGEN, ingen kan beskrive, hvor godt smagte.

Det er alt vi kan sige..........og lad samtlige ord på denne blog være et fattigt forsøg på, at beskrive en smag, man kun kan forstå, hvis man selv sætter tænderne i kagen. Det skal dog tilføjes, at inde i vores indre filsystemer, så er der en del flere oplevelser, som ikke er beskrevet på denne blog. De oplevelser er ikke hemmelige, så dem skal vi nok trætte jer alle med resten af 2009 og evt. fremover – hvis nogen stadig gider høre. Tak fordi du, læser, har fulgt os den lange vej rundt omkring, i og udenpå den ubeskrivelige kage. En del af kagens ingredienser drager inden længe mod vante omgivelser og gensyn med alle jer, der står os så nært. VI GLÆDER OS TIL AT SE JER ALLE OG IGEN HØRER JERES STEMMER.

Thailand 17- 28.12.2009

Vel ankommet til det kendte Thailand. Fra ø'en Phu Quoc i Vietnam ville det have taget ca. 8 timers sejllads at komme til ø'en Koh Phan gan i Thailand. Men da det kun kan lade sig gøre, hvis man har sin egen yacht og alle mulige tilladelser, så måtte vi hele den anden lange vej. For at være sikre på at nå de bestilte toge, færger og fly her i Asien, skal man dobbeltsikre sig med tid. Heldigvs har vi masser af det, så vi fløj først fra Phu Quoc til Ho Chi Ming (Saigon). Vi overnattede i Ho Chi Mng (Saigon) og fik så mulighed for igen at se lidt af, hvad denne by mere har at tilbyde, -(foruden de 5 mill. små motorcykler og 9 mill.indbyggere).

Dagen efter fløg vi så til Bangkok, hvor vi også overnattede. (Tiden blev brugt til at finde en god skrædder i det mere 'upper class' område. Her bestilte vi lidt tøj og Cilie får syet den fineste kjole af 'China silk', så nu vil hun gerne inviteres til noget fint.......- helst med masser at chokoladeis til dessert...'hi..hi...hi' griner Cilie). Efter overnatningen i Bangkok, tog vi om aftenen nattoget til Surat Thani i det sydlige Thailand, hvorefter det var med bus og båd til ø'en Koh Phan gan. Endelig fremme efter 4 dages omvej........... Da vi på Phu Quoc var med båd ude at snorkle og fiske fik Benedicte af een bådmand ikke mindre end 4 forskellige piller for søsyge. Det hjalp i den grad og derfor spurgte hun, om hun yderligere kunne købe til 2 gange sejllads mere – med disse ture i Thailand in mente. Søsyge med konstant brækposer i hånden er IKKE sjovt, så sejlturen til Koh Phang gan blev for Benedictes vedkommende foretaget i sløvhed og med en temmelig døsende tilgang til alt omkring hende. Da vi var kommet frem til resortet tog hun sig yderligere end lur på næsten 3 timer indtil kl. ca. 18.30 og efter lidt aftensmad, så sov hun igen kl. 21.45.......Men søsyg – det blev hun slet, slet, slet ikke, så de virkede da meget godt de...zzzz...snork.....z..z...zzzz.....piller.

På vores vej rundt i verdenen møder vi en del mennesker fra forskellige nationer. Her kunne vi fylde flere sider med vores henholdsvis positive og negative holdninger til, hvordan personer fra de forskellige lande opfører sig. F.x var vi en dag i tvivl om, hvor nogle larmende, støjende og højtråbende asiater kom fra. Senere fik vi af vide, at de var fra Korea. Hmmm....jahhh.......for japanere plejer ikke at være larmende. Ja, se, det er ikke kun os, der har disse holdninger til de forskellige nationaliteter. De indfødte, som arbejder på turistområderne har det også. Mange har gjort det til en sport, at gætte, hvor man kommer fra. Med Hans's aussie hat og de mange maori smykker og sit 'G'daii mate, how jahhh doing?', så bliver de forvirret og det bliver ikke bedre af, når Benedicte begynder at udtrykke sig med britisk accent og så Hans og Cilies blå øjne, men heldigvis er danskere velansete, - også Kiwi'er, Aussier og brittere. Så er det noget andet med frans......eller ital....- nej hov....stop - ikke flere fordomme. Der er jo også undtagelser..... eller....???? Vi har vores positive, som negative fordomme om franskmænd, canadier, tyskere, israelere, finnerer, amerikanere med mange flere. Dem beholder vi for os selv. Det er sjovt på sådan en tur her, for når man rejser med lidt low-budget og kommer på de lidt anstrengelse busturer, så kommer man også tæt på de andre passagerer. Man snakker, hygger og ikke mindste udveksler erfaringer, hvilket har været årsag til ændringer i nogle af vores planer: ' You wanna go to Mui nee beach in Vietnam – ohh...don't – there has recently been a flood and the beaches are quite dirty for the next fortnight. Go to Phu Quoc istead. I've just been there and stayed at Tropicana – great place – great beach – you gotta go there'. AND SO WE DID..... Det bedste er, når vi på vej rundt i verden, helt tilfældigt igen møder alle dem fra busturerne og sejlturerne, så bliver der snakket løs igen, som om at vi er de bedste venner, som aldrig mere skal ses igen. Det er rigtig hyggeligt. Det er dog sjældent at vi kommer til at tale med nogen, der har været på samme fly – men der går transporten også så hurtigt, at vores indre sjæle har nok at gøre med at omstille dem til nye kulturer.

Vi er ankommet til det luksuriøse resort her på Koh Phan gan, hvor vi skal holde jul med Koch og Bennedsen familierne. Vi er ankommet hertil 3 dage før fam Koch, hvilket de ikke ved noget om, så Cilie kan næsten ikke vente med at overraske sine 2 fætre med, at hun allerede er her.

......3dage efter.

Så kom fam. Koch endelig.....Cilie havde i sit hoved forestillet sig alle mulige steder at sidde, ligge eller stå, så hun på bedst måde kunne overraske dem. De skulle ca. komme senest kl. 13.30- Klokken 14.45 kunne frokostsulten ikke længere ignoreres og vi måtte ned i restauranten for at få frokost. Så pludselig, så stod de der og Cilie kunne ikke holde på sin glæde, så der kom et par tårer. Hans og Benedicte skal heller ikke sige sig fra for, at der var glædesfølelser i kroppen. Nu har vi ikke set nogen vi kender i 3 måneder og så står den dejlige familie bare lige foran os midt i Thailand – det var super. Det blev fejret med en del drinks og snak og snak og snak. Cilie nød igen at lege, Hans nød at drikke lidt øl med brormand og Benedicte nød at quindesladre. Ikke nok med, at der var stor glæde, ja, så kom Lars. Krisser, Kasper og Hannibal også med meget bedre vejr. De næste dage blev brugt til solbadning, leg og afslapning ved stranden, poolen og ved billiardbordet. Og Hannibal fandt selvfølgelig lige 3 små slanger, fangede gekkoer og firben i stor stil. Vi bor i en lille bugt, hvor vi fra vores værelser har udsigt til palmer, som vandret læner sig ud mod de varme bølgeskulvp fra havet. Ikke dårligt. To dage efter igen kom Bennedsen familien, Morten, Birte, Sigrid, Aslak og Astrid - hvilken fryd for alle børn og voksne. Nu havde familiemedlemmer i alle aldre nogen at lege og snakke med og det blev der. Ikke een gang, var der optræk til uoverensstemmelser og store interne kriser -sikke skønne unger.

Juleeftermiddag/aften mødtes vi på stranden, hvor fam. Bennedsen i Australien havde klippet og klisret fint julepynt, som de 6 børn med sort klisterbånd hang op på et særligt udvalgt palmetræ.

Så sad vi 6 voksne i den dejlige varme med en drinks i hånden, mens børnene lagde de små og lette julegaver under palmestammen. (Vi skal jo alle 3 familier rejse videre, så store tunge julegaver- det blev ikke den aften).

Tro det eller ej, men så gik i alle rundt om pamletræet og sang 'Skillemadinkadinkaduuuu, Et barn er født i Bethlehem m.fl' Det ka'da godt være vi var til grin - men det fattede vi slet ikke, for sjovt havde v det.

Julegaver blev delt ud og ingen af børnene klagede deres savn til store gaver, risengrød, kravlenisser med meget mere. Cilie blev meget rørt, da hun fra alle i 3.U fik det fineste julekort. 'TAK', siger Cilie 'til jer, der gjorde dette muligt'. Julemiddagen blev indtaget på et splinternyt luksusresort lige ved siden af vores. Der var fyrværkeri, bål på stranden, fakler på stranden og mellem alle mulige farver balloner, hang der neonrør som lyste vores hvide tøj op til blåhvide farver og førte os voksne tilbage til nætterne på discotekerne. Vi manglede bare den konstante bas-dunke-lyd. Den lyd var der heldigvis intet af. Vi sad ved et langt bord, hvor en kæmpe swimmingpool var på den ene side og stranden på den anden, så efter maden hoppede næsten alle børnene i poolen. Lidt surrealistisk.......men......- En juleaften, som alle 12 helt sikkert vil sende tanker tilbage til, når vi i 2009 igen sidder med rødkål og gavepapir op til begge ører i kendte omgivelser med alle de familiemedlemmer, vi denne ene aften savnede rigtig meget.

D. 26'ende var det Cilie's fødselsdag. Hun havde troet, at der kun var 1 gave, så at der var lidt flere og at farmorLise havde sendt en dejlig opgavebog med Lars og Krisser– så var starten på en god fødselsdag hjemme. Vi havde bestilt fødselsdagsmorgenmad til kl. 8.30. I lille Danmark er vi jo vant til, at når gæsterne kommer, så står næsten alt maden på bordet på een gang, men sådan er det ikke lige her i Thailand – ej heller, hvis man har bedt om det. Vi er langt væk hjemmefra, så så'en måtte det jo bare være og så blev der sunget fødselsdagssange, spist pandekager med chokolade, frugt og meget mere. En rigtig hyggelig fødselsdag for den nu 9 årige store tøs.

Senere på dagen drog 3 voksne (Krisser, Morten og Benedicte) og de 3 største børn (Cilie, Kasper og Sigrid) mod et Yoga Retreat center.........- for at lærer om de små hemmeligheder den thailandske gourmet mad gemmer på. Jeps – vi var på thai-mad-lavnings-kursus. Vi tog først ud for at købe ind og derefter retur til det lille, gamle og ret slidte minikøkken med et komur, hvor dets bedre dage mindst var for 25 år siden. Vi hakkede og snittede alle sammen imens det kogte i de de ukurrente gryder på komfuret. Klokken ca. 18.30 kom resten af de 12 fra familieflokken for at smage maden,- og hvilken mad, der kom ud af det...mmm...m....hvor det hele smagte godt. Så, igen, blev vi mindet om, at et nyt samtalekøkken med Smeg komfur, Eva Trio gryder, Georg Starck citruspresser m.m. IKKE nødvendigvis er kimen til, at maden på gaflen kan give een en smagsoplevelselse, som kan hensætte enhver til øjeblikke af velvære. Dog vil Krisser være henrykt, hvis hun i fødselsdagsgave får en kniv, som skærer i bølger eller en kæmper morter. Dog, Krisser vil din mad alligevel smage himmelsk, hvis dine ønsker ikke bliver opfyldt.

Vi blev kørt trætte hjem på ladet af en pick-up i bælgravende mørke, hvor stjernerne på himlen ihærdigt prøvede at lyse så flot op, at de voksne - næsten- helt overhørte de trætte 6 børns høje blabre løs om alt muligt ligegyldigt. En dejlig fødselsdagsdag for Cilie.

Til jer derhjemme i DK, som læser dette, så kan vi sagtens forestille os, hvor provokerende denne udtalelser er, men alligevel.....så kommer den. Vi er blevet lidt trætte af sol. strand og sand. Nu vil vi videre.......Ja, det er så ektrem luksiøst, når man udtrykker, at nu er det tid til andre omgivelser end dette bounty-paradis. Men så'en har vi det. Vi glæder os til Nepal, som vi holder så umådeligt meget af. Vi glæder til i lufthavnen at blive hentet af Biju, til lydene i Kathmandu, til duften, som er alle vegne og ja, ....bare til vores sidste destination: NEPAL.

Klumme over Thailand.

Her kommer der lige en stor sidebemærkning: - Når man så'en kommer til et fremmed land, hvor kulturen er så fuldstændig anderledes end det, man kender hjemmefra, så er det ofte at vi pølsedanskere brokker os over det ene og det andet. Vi vil have det nøjagtig som derhjemme i de vante omgivelser. Her i Thailand må der være rigtig mange vesterlændinge, som i løbet af de sidste 20 år har brokket sig rigtig meget. Thailændere vil så gerne 'please' vesterlændinge, da det for dem betyder indtjening og for rigtig mange betyder det livseksistens. Så for hver gang en vesterlændng har brokket sig over f.x. at servicen ikke er hurtig nok, eller, at bungalowen ligger for langt fra vandet, eller, at man ikke kan få espresso, ja...så går der ikke lang tid før dette har ændret sig. Dette resulteter i Thailænderne kommer i tvivl om deres egne opførelseskodekser, så alt bliver et forvirret samsurrium af normer, kulturer og regler. Jeg kan give et eksempel: I Danmark er vi vant til, at når vi spiser ude og bestiller mad, så kommer al maden samtidig. Her i Thailand har nogle af tjenerne måske forstået denne kultur, men ikke kokkene i køkkenet........, så det er atid spændende, hvem der får hvad og hvornår. Meeeennnn...dette hører med til deres kultur, så jeg holder bøtte. Eller, når man lige har nydt den sidste mad på chopstickene og næsten ikke engang langt dem retur på tallerkner, så står der en tjener og spørger:'Finish???', hvorefter tallerkner bliver revet væk........ Så'een er det rigtig mange steder og lad det endelig blive sådan, ellers kan det anbefales at tage til et område i Sydspanien, hvor der også er sol og strand – og også danske restaranter med medisterpølse, brun sovs m.m.

Så er der en helt anden alvorlig bemærkning.......den er svær at sluge, svær at skrive om og svær at tackle........sex-industrien.....Hva' tænker de Thai'er dog om os vesterlændinge. Vi kommer og vil gerne ændre deres normer, samtidig med, at mange mandlige vesterlændinge gerne vil købe de smukke, små, fine og smilende thaipiger. Hvorfor????? Har mange vestlandske mænd givet op overfor de stærke, karriererstræbende, selvstændige vesterlandske quinder eller er det de vesterlandske quinder, som ikke nusser nok om deres mænd, så vi bliver udkonkurreret af de opofrende, smilende og imødekommende thaipiger???? Uhhaa....ikke let og der er mange delte meninger om denne sag. Jeg ved ikke, men det giver mig altså en MEGET dårlig smag i munden, når jeg på gaden i Bangkok hører 2 voksne danskere, som sidder og snakker højt om, at de 2 thaipiger de har købt (-og som også sidder smilende tæt på deres 'ejer'mænd), ikke er så ringe endda og at de er sikre på, at med de 2 søde, fine thaipiger, så bliver deres ferie ikke træls............Hva' skal der siges til dette?

Ingen tvivl- Thailand er et smukt land og det er vidunderligt at slappe af et sådant sted, men det er helt sikkert, at der er steder i Thailand, som er bedre at besøge end andre. Thailand har meget andet end ovennævnte at byde på, specielt hvis man tager ind i landet eller op nord på. Der har vi så ikke været denne gang og derfor disse udtalelser. OG ingen skal se bort fra, at strandene er umådelig tiltrækkende, maden ubeskrivelig smagsfuld, servicen i top..........Så skal vi også huske, at kulturen er så meget anderledes end i Sydspanien. Af og til går alt i Thailand i stå i nogle minutter – det er, når der på højtalere bliver fortalt om den populærer konge.......og så er der da noget med, at der går et par thailandske elefanter rundt i Zoologisk have, som den meget populærer konge af Thailand har foræret Margrete – hende med dronningekronen, som vi danskere ikke engang ville rejse os for, hvis hun en sommerdag tod en slendretur i Nyhavn.

Cambodja og Vietnam 01.12 – 14.12.08

Busturen fra Siem Reap i Cambodja til Ho Cho Ming (Saigon) i Vietnam er længere end på kortet, da vi lige skulle rundt om Phnom Penh (hovedstaden i cambodja), så samlet var det vel 600km, som skulle have taget 12 timen, men tog 14 timer og ca 45 minutter !!!!!!!!!!!!!!!!!!! Hvordan det kan lade sig gøre....ja.....det spørger vi også os selv om, for vi følte ikke på noget tidspunkt tidspilde. Nok lidt lige som den travle dagligdag derhjemme, hvor man i løbet af dagen får udrettet en hel del, men når man så står og børste tænder inden sovetid, så ser man sig selv i spejlet og tænker:' hva' har du egentlig lavet idag?'. Ja, så'en var den bustur næsten – kun næsten også:'hvordan gik lige de 15 timer?'. Busserne var denne gang fine og vi havde masser af pauser. Grænsen var let (dog en del ventetid – ca. 1 ½ time) at krydse uden at føle os som kvæg eller værre, I modsætning til, at hverdagen derhjemme ender med lidt tv inden sengetid eller andre aftenvaner, som får een til at spænde af, så endte vi i en storby med 5.4 millioner indbyggere og et større antal små motorcykler. Det vrimler med motorcykler. Forestil jer en bisværm, som har valgt at holde pause i luften lige foran dig. De sværmer rundt på det samme sted i luften. Så'en sværmer det med motorcykler, ind og ud og frem og tilbage og køre mod, den ellers rigtige kørselsretninng. Det eneste de ikke gør er op og ned. Helt ufatteligt. Der stod vi med 3 rygsække, trætte og havde – trods mange prøvelser – ikke noget sted at sove. Der er ikke tid, ej heller overskud til at hvile hjernen lidt, for hvis den hviler og vi kommer til at svare 'yes, thanks' istedet for ' no thanks', så er hvert medlem af StokkebyKochfamilien endt på bagsædet af en af de sværmede motorcykler med hver deres rygsæk på ryggen, for derefter at blive kørt ud i vrimlen med den tryggende varme, masser af nye lyde, et sprog som vi ikke fatter noget af, væk fra hinandens synsvinkler og så alligevel ende på det samme hotel. Så'en er Ho Cho Ming. Vores træthed gjorde, at ordet 'no' heldigvis var lettere at sige. Vi havde også forberedt situationen og kunne udenad navnet på det hotel vi gerne ville på. Da vi ankom – i taxi – til hotellet, var der ingen værelser ledige............receptionisten undskyldte, at hun ikke havde set vores mails, men hun skulle nok prøve at hjælpe os. Cilie kunne næsten ikke holde sine øjne åbne af træthed, men i løbet af 4,3 minut havde receptionisten arrangeret et værelse i en af de andre mørke gyder, vumpti, så tog denne lille Vietnamesiske unge pige Cilie m/hendes tunge skoletaske på ryggen og drog ud i det vrimlende Ho Chi Ming. Hans og Benedicte fik hurtigt samlet rygsækkene (vi har jo luksusudgaven, som også har hjul) og skyndte sig efter dem. Efter at have drejet ned ad den næste gyde og med elevatoren til 5 etage, snorkede vi i dejlige hvide lagner. Så'en er Ho Ching Ming også.
Næste morgen gik vi hen til den søde receptionist, som i løbet af ingen tid havde arrangereret vores fly til ø'en Phu Quoc et par timer efter, så der var vi igang igen. Dog endte vi denne gang i bounty- land. Dette vil blive beskrevet senere, for lige inden skal du/I have nogle af vores sidste stemningsbilleder fra Cambodja. Når vi sådan kører i bus, ser man det land, man nu kører i fra alle vinkler. Man ser, hvordan det 'rigtige' liv er, hvordan de bor med meget mere. For det første havde vi glemt at oplade vores kamera og for det andet er det svært at tage gode billeder gennem et støvet busvindue -og så i fart. Kan man overhovedet det? - nå, svaret må vores foto-prof venner kunne svare på. Da vi hverken kunne det ene eller det andet, vil vi i det følgende give nogle skriftlige stemningsbilleder af, hvad vores egne øjenlinser så:..................................
Advarsel: Beskrivelserne kan have karakter udi poetiske fraser, så hvis man hellere ynder at læse krimi, faglitteratur, lov-tekster, statistske grafer e.lign, så henvises der til biblioteket.
En lille sø fyldt med de smukkeste pinkfarvet åkandeblomster, som ranke står og vejer i den lette brise. Blomsterne er på deres højeste indenfor stolthedens verden, da regntiden lige er sluttet og de har masser af det, som får dem til at strutte. Midt i denne pinke verden med store runde flade blade, som dækker vandoverfladen, står en gammel rynket dame. Hun står i åkander til halsen og man aner, at hun under det tørklæde, der i mange år har fulgt hende, gemmer sig grå lange lokker, som kun natten får at se. Hun plukker den ene efter den anden pink åkandeblomst, samtidig med, at smilet på hendes mund afslører, der engang har været en del flere tænder i hendes mund. Hun udstråler en glæde, som smitter ind til de mindste fibre i kroppen.

I vejkantet, som i mange år har bestået af grus og hvor mange Cambodianske landmænd har trukket eller båret deres varer, cykler en lille dreng. Han er kun påklædt med sine alt for store arvet shorts, hvilket gør, at shorts'ne har været på denne rute langt flere gange end drengen. Han træder tungt i pedalerne på den store cykel, som egentlig er beregnet til ben i længden, som på et voksent menneske. Det er ikke kun på cyklens baggagebæger, der er stablet med tykke bunter af grene, også på cyklens sider rækker de mange grene langt ud over bredden af selve cyklens styr. Han prøver at balancerer så godt han kan og ikke blive forskrækket, når bilerne på vejen højlydt dytter ad ham med alle mulige forskellige dyt-lyde af forskellige længder. Bilernes chauffører dytter for at advare drengen med den balastet cykel, men de ved ikke, at med hans cykel erfaring på den store vej, så udgør han langt mindre farer, end den busende, dyttende chauffør bag rettet med de mange mekaniske hestekræfter. Drengen ser trods sine anstrengelser glad ud og glæder sig nok til, at belastningen bliver taget af cyklen, så han på hjemturen virkelig kan vise de dyttende busser, hvilke tricks han egentlig kan på en cykel.

. Ved hver hytte, som står på pæle, er der et lille familieliv. Det er spartansk
og der eksisterer kun det, de egentlig har behov for. Køer går frit omkring og
leder efter føde, hvis ikke der ved siden af huset er lagt en bunke hø. Hvert
enkelt strå er nøjsommeligt blevet hugget af med en manchet og buntet i
hænderne. Køerne kender ikke til de gange familiemedlemmerne har skåret
sig i marken, haft ondt i ryggen, svedt i den stegende hede. Alligevel er
naturen måske indrettet sådan, at det er derfor en ko tykker drov – i
taknemmelghed til det hårde forarbejde, ja, så tykker koen da bare maden ca.
4 gange. Hvis øjet skuer ud over horisonten med de mange grønne marker, så
kan der ses hoveder som titter op og pludselig igen er væk for at finde
rødderne på fx risplanterne. Ind imellem vader der også nogle store grå bøfler
rundt i de grønne strå. Disser er familiens stolthed og efter hvor mange man
ejer, så viser det rigdom. Disse bøfler skal vogtes. En dreng på ca. 9 år har
fået jobbet og måske har familien valgt bøfler, frem for drengens skolegang.
Trods manglende skolegang, er drengen er IKKE dum. Hvorfor stå i mudder til
knæene og med strå der kilder op til under armhulerne? Han er hoppet op på
en af bøflerne og ligger med arme og ben spredt ud over dens ryg – her har
han et godt udsyn til de kreaturer, han har ansvaret for og samtidig, så laver
han absolut ingenting. Gad vide, hvad han tænker.......

- I endnu en lille sø, som desværre ikke er fyldt med smukke åkander, men nok
en slags ukrut, sidder en lille pige. Hun sidder og balancerer på vandets
overflade i en slags stor rundt, omvendt hat. I hånden har hun en kniv, som
hun bruger til at skære planterne i vandet af med. Det er nok ikke det sjoveste
job, hun den dag har fået, specielt ikke hvis hun tilter ud af den gyngende
hatte-båd. Mon hun har lært at svømme?'

Cilie sidder med sin MP3 afspiller og hører 'Det gyldne kompas' og ser alle disse scenarier. Mon hun en dag på cykel i blæst og regn mod skolen også huske billeder som, - de halvnøgne støvede børn, som leger ved hytterne, - de overfyldte træ-trækvogne, hvor der inde imellem læsset sidder en mand og styrer sin hest, som for øvrigt mere ligner et æsel, - de heldige grinende skolebørn i fine rene uniformer, som prøver at nå frem i tide på oversize cykler, - kvinderne, som går rundt med lange grene balancende på hovedet, hvor der i hver ende af grenen er kurve, fyldt med delikatesser som; stegte græshopper, stegte store sorte edderkopper med hvidløg, ananas, papaya, små bananer og nationalretten (ris og bønner i bambusrør, som er stegt i et bål), - de smukke velholdte buddatempler, som med klare rene farver stråler op i landskabet eller.......den lille 4 årige pige uden sko, som tigger mens hendes blinde far troligt følger efter hende med den ene hånd på hendes skulder......hun har lært at sige: 'One dollar, please'.

Dette var stemningsbilleder fra dels Cambodja og Vietnam og som tidligere skrevet, så er vi endt i bounty-land. Og sætter pris på, at vores liv har formet sig, så dette er muligt. Ø'en hedder Phu Quoc og ligger faktisk kun 8 km fra Cambodjas kyst, men hører til Vietnam. Denne ø er et lille uberørt paradis, men alle rygter siger, at der er ved at blive tegnet nye arkitektoniske tegninger over hele ø'en, hvor store indkøbscentre, luksuriøse hoteller, blændende resorts og en marina, er lige om hjørnet – et lille asiatisk Dubai.. Faktisk ser vi en del byggerier, såhhhh......denne smukke lille ø, er nok meget anderledes om ca.5 år. Ærgeligt, hvorfor skal det hele snart væres om i Thailand??? Herfra vil vi ikke fortælle og beskrive vores oplevelser med ord, men med billeder. Her skal vi slappe og reflekterer over de mange oplevelser, vi indtil nu har fået. Billederne skal give et indtryk af, hvad vi i enkelte øjeblikke ser og hvad der i enkelte øjeblikke er i vores tanker. Det er op til dig,- kære læser, selv at finde frem til hvad vi tænker og hvad vi ser.......

Har billederne givet et indtryk????....hva' vi ellers laver????? INGENTING. Vi vågner stille ved at høre fiskerbådene på havet tuk—tukk----tukkkeeee hjemad, de lokale fugle pippe, air-con'en puster kølig luft ud i rummet. Ligger ved stranden, laver lektier med Cilie, ligger ved poolen, tager på blæksprutte fisketur om aftenen, tager med både på snorkle og fisketurer, ligger ved stranden, læser en god bog, Cilie og Hans hopper i det dybe hav fra bådenes 5 meter høje tag, leger hm......nåhh...jo, så fiskede de lokale fra stranden forleden aften. Fangede en masse forskellige fisk i aftenens mørke. Det stod vi og så lidt på,- og pludselig var der en blæksprutte, som blev temmelig sur, inden dens levende dage snart var talte, så den sendte en ordentlig klat blæk lige mod Cilie, så hendes eneste hvide tøj blev plettet med en masse blækklatter. Nå, jamen så var det jo sådan. Blækpletter er umulige at få af og hva' betyder det, når man som næsten 9-årig har en rigtig god historie at fortælle alle de andre derhjemme...????? Åhhhh...jo....det kan være et problem hver aften, at få fundet ud af, om vi skal spise på den restaurent, hvor man næsten sidder i vandkanten og spiser eller den, hvor der er en hundehvalp og go' chokoladeis.........solnedgangen er også fantakstisk......godnat igen......det var den dag.............zzzz........zzzz.......z...z.....

Og så er det videre til Thailand, ø'en Koh Phan gan for at mødes med Lars (Hans bror), Krisser, fætter Kasper og fætter Hannibal + Morten (Hans's fætter) og Birte, gran-kusinerne Sigrid og Astrid og gran-fætter Aslak. DET GLÆDER VI OS TIL. Måske vi kan blive lidt opdatet udi de økonomiske kriser. Lars, har vi hørt, har lige været i Dead-Line (TV) om de økonomiske kriser i u-landene, Birte og Morten, som er proffessorer i økonomi ved Handelshøjskolen, har holdt oplæg i henholdsvis Australien og Bangkok, så mooon ikke vi kan blive opdateret ????? Hans skal af Krisser nok opdateres vedrørende deres bestyrelsesarbejde på skolen. Vi vil også hører om Krisser nye ansvarlige boss-job oogg...jahhh....måske Benedicte kan afprøve fortsættelse af hendes børnebog Petrea på alle børnene, den er færdigskrevet her i Vietnam. I hvert fald skal vi hygge og hygge og slappe i varmen.....igen......

Klumme over Vietnam

Mange vil nok sige, at jeg ikke har besøgt Vietnam rigtigt. Jeg har ikke set forskellen på nord og syd, - har ikke set museer om datidens rædsler med meget mere. Jeg har dog set Ho Chi Ming (Saigon) og så den sydligste ø Phu Quoc. Og alligevel har jeg da set en del, da jeg kørte i bus gennem landskabet fra Siem reap i Cambodja og til Ho Chi Ming. Derudover syntes jeg at have opholdt mig en rum tid i dette land og udfra det mine øjenlinser har set, så har det givet lidt at tænke over. Vietnamesere virker som et stolt folkefærd og det er til trods for, at Frankrig og USA nok mener noget andet. Vietnameserne mener selv, at har kæmpet sig fra 2 store opgør. Det ene opgør var dengang, hvor de tilhørte Frankrig under kolonitiden i ca. 1800 -tallet .De mener selv, at have vundet deres selvsændighed dengang i ca.1858, men det var nu en aftale. Ligeledes mener de at have vundet over stormagten USA i 1975, ja.....USA trak sig, da det ikke lige gik hurtigt nok med at sejre - efter deres mening og her kom det igen til en fredsaftale. Hvad der skete bag de lukkede døre i lokalerne, hvor fredsaftalerne blev indgået ca. 1858 og 1975 - det ved kun medlemmerne fra mødet. Men..... hvor om alting er, så er det dejligt at se, hvordan denne stolte følelse kan præge et folk. De er meget søde og smilende, men så må vi sige, at der er noget, som de i den grad skal være flove over. Deres svineri. Her går jeg og lærer min datter ikke at smide skrald på gaden, hvorefter hun ser ud over et stykke jord med palmer, hawaiiblomster, en græssende ko og ca. 171 tomme poser af plastic, masser af andet skrald, som vi ikke kan se, hvad engang var. Det er uffattligt ulækkert og slet ikke til at forstå for en København'er, som prøver at holde sin by REN. Hvis man kunne forstille sig, at det som i Singapore er ulovligt at smide skrald og man så blev anholdt af rigtig store politimænd, så vil man også her i dette land få et indre smil på læberne. Forleden så jeg nogle poltimænd stå og se meget alvorlige og autoritærer ud i deres fine, rene og nypresset uniformer, nok mest syet af kunststof. Under armen havde de notesbøger, som nok ingen af os har lyst til at være registreret i.....men, at notesbøgernes omslag var dekoreret med de fineste farvestrålende blomster og/eller små bamser i babyfarver.....det var ikke lige noget jeg havde forstillet mig. Prøv selv at se billedet for dig i lille Dannevang med en politimand i et kryds.-'Undskyld, Hr. de kørte 120 km i timen, hvor de kun må køre 60. Det må jeg lige noterer i min bamsebog'....Ja, så'en er der små finesser, der gør helhedsbilledet af Vietnam til noget helt specielt. Jeg forstår heller ikke massagedamerne (...tænk kun fysiologisk massage – tak...eller ja, altså....nå, never mind....) på stranden, som har de stærkeste kræfter i fingrerne, så efter en omgang føler man, at man er gennem æltet fra top til tå. Disse damer sidder på stranden i lange cowboybukser, en t-shirt, en trøje ud over, den typiske spidse vietnamesiske stråhat og ikke nok med det, så har de dækket næsten hele deres underansigt med kunststof.....hvordan i hele hulede helvede kan de ånde....???? Her ligger vi og skal i havet hvert 8. minut for at blive afkølet og der står de fuldt påklædte, som en efterårsdag i Danmark – jeg fatter det ikke. Men det skal jeg nok heller ikke. Jeg fatter heller ikke vores Prins 'enri', som jo i sin barndom boede i Vietnam. Af hvad jeg har hørt, så ynder han det Vietnamesiske køkken (et - naturelment - le gourmet de Francoises), men hva' ser han i alle de gummiblæksprutter, som vi spiser os mætte i, med ris til. Kunne han ikke drage til den sydlige ø i Vietnam, hvor franskmændene stadig tror det er kolonitiden fordi ø'en har et fransk navn. Her måtte han gerne introducerer den vietnamesiske mad, så ville han måske ovenikøbet få den anderkendelse, han så'en mangler i lille dk. Og....blæksprutterne.....de er grimme, slimede, smager ikke godt uden masser af krydderier og.....- denne historie slutter så min klumme. Ja, her står man i mørket på stranden og er skide vesterlænding, som syntes det ser ihhh...så anderledes spændende ud, når en hårdarbejdende flok fiskere, som i mørket håber på den store fangst (læs: indtjening). Alle fisk bliver lagt på et stykke plastic i sandet – og det stinker. Her står jeg med min familie i luksushvidt tøj og syntes det er ok -ihh....så interessant, at se denne kultur. Dog er jeg glad for, at jeg i mit baghoved har en følelse af, hvordan det måtte være, hvis en gruppe vietnamesere stillede sig udenfor mit kontorvindue på arbejdet og fotograferede mig med strittende hår, en tændt PC'er med konstante indkomne e-mails, mobilens ringen, flere bunker papirer, ord, som jeg syntes kloge og en masser aftaler om møder m.m...... Nå, men der står vi i vores fine hvide tøj og sprøøøøøjt, så suser der en kæmpe klat blæk gennem den milde aftenbrise ved havet. Den fordeler sig i ca. 33 store pletter på både de hvide bukser og den hvide skjorte.........Godt gået 'sprutte', så kan de få den, kan de,- de danske flade turister. 'TOUCHÉ', som vores 'enri' ville have sagt.

24.11 – 27.11.08 – Bangkok

Efter 4-5timers fly-fosinkelser nåede vi frem til Royal River Hotel kl 05.00. Vi kom til Bangkok i bælgravende mørke, totalt trætte og vores kroppe savnede i den grad at ligge ned og vores hjernekapasitet var helt i bund. Så det var super at komme til et land, hvor vi har været nogle gange før, super at komme til det samme hotel, hvor vi ved, hvor fitnessrummet er, så vi straks kunne komme igang med at få arbejdet med vores muskelmasser inden vi skulle sove. IN YOUR DREAMS........vi fik værelse nr.1027 og faldt straks i søvn. Dog kunne vi kun sove 4 timer, så var det sidste udkald for den dejlige morgenbuffet. De næste dage led vi virkelig af jet-lag. Vi skulle arrangerer den sidste tid i Asien, bestille billetter til der og her på Khao san road, som for øvrigt er blevet til en gågade!. OG så samtidig med, at vores tanker halvt var faldet i søvn. Åhh....så kunne vi ikke få det fly vi ville, såhhhh... måtte vi ændre igen, så fik vi af vide, at al transport med tog var booket – 'high season, sir'. 'Njahhhhjj....' Den købte vi ikke, så vi brugte næsten al vores tid på at tage rundt for at få vores tur til at være, som vi ønskede det -OG FIK DET - HÆ..Som nogen af jer måske ved, så er der politiske uroligheder i Thailand p.t. De ene dag var der 3.000 demonstranter, som boycottede lufthavnen. Vi mærkede det kun ved, at det var svært at booke billetter. For hver gang vi har været i Bangkok, bliver det sværer og sværer at finde en m2, hvor der ikke befinder sig 4-5 mennesker på een gang. Cilie havde været en brav tøs, så forældrerne indvilligede i, at tage til Chinatown, for at finde magnetøreringe til hende. (Ja, moaren vil IKKE have, at hun skal have huller i ørerne endnu. Strengt – ik?). Hvis man syntes at mangle fysisk menneskelig kontakt, ja, så er det afgjort stedet at tage hen. Fra oven må Chinatown ligne en to-benet menneskelig myrertue, hvor alle mellem boderne bevæger sig skulder mod skulder. Efter at have været inde i mange øreringebutikker i ca.41 minutter, sagde moar'en og far'en:'Vi vil udddddd.....ud af dette virvar hvor vi konstant har 3 asiater under hver armhule'. (husk- der er ikke så høje). Cilie så op på hendes forældre med bedende øjne, da hun lige havde een mere butik hun ville i – jubiiiiii....endelig var de i den sidste butik og vi kunne komme ud af denne myrerturen uden at alle vores nylig købte billetter var endt i en asiattyvs hænder. Hans, med sin fabelagtige stedsans kunne hurtigt dirigerer os mod floden, så vi kunne komme retur til hotellet med 'the public' boat, som ikke kun er for Bangkok'ianerer, men også for erfarne turister. Den bedste måde at komme rundt i en by, hvor smok konstant ligger som en grå sky over byen, så solen ikke har en chance for at bryde klart igennem og skinne på menneskemyrerturen, som konstant er i bevægelse. Vi vil UDDDDDD...........væk....

Klumme om Cambodja.

Det er sjældent i vestlige lande, at man oplever denne imødekommenhed og interesse for andre mennesker – også turister. Thailand var sådan for en del år siden. Så kom pengene og dermed magten, da turisterne lagde god valuta i pungene. Thailand har i den grad forandret sig – desværre. Cambodja har dog stadig en naiv, følsom og nysgerrig tilgang til fremtiden og man kan kun håbe, at de på forunderlig vis formår at beholde denne tilgang til deres land og turisterne.

Flere gange er Cambodjanernes positive personligheder nævnt og hvordan kan det lade sig gøre, at en befolkning, som bare for 30 år siden var underlagt Pol Pots styret????? Pol Pot indvaderede i 1975 Cambodja med skrigende soldater og en masse AK47'er. Han ønskede at starte et land på nulpunktet, hvor han alene var magten. Alle som bare tænkte anderledes end ham, endte på 'The killing fields', som slaver eller som ofre for miner. Litteratur, musik og religion var bandlyst og enhver person, som virkede lidt uddannet endte med døden. Familier blev totureret, hvis ikke de var heldige at flygte. Den 25. Dec 1978 indvaderede Vietnam landet og d. 7 jan. 1979 var Cambodja igen frit og Pol Pot flygtet. Man mener, at på kun denne korte tid – ca. 3 år - døde 1.7 mill. Cabodjanerer under hans styre. Så skulle man tro, at nu skulle 'det søde liv' igen starte for dette land, men så kom der hungersnød og her mener man, at yderligere 625.000 mennnesker døde af sult. Derefter kom der uoverensstemmelser indenfor politik og først i 1992 kunne landets befolkning begynde at mærke livet blev bedre dag for dag. Alligevel lider man under Pol Pot styret. Dengang førte soldater AIDS til landet og derfor er Cambodja idag det land i Asien, som har flest smittet. Udviklingen for Cambodja idag er, at de rige bliver rigere og fattige bliver fattigerer !!!!!!!

NU MÅ VI SGU' BANDE. Hvordan FANDEN kan en befolkning være så søde, smilende og imødekommende efter al den tortur landet har oplevet i generationer. Hvor er det dog imponerende, at de ikke er blevet bitre og indelukket. Dette land må være kræs for en sociolog af studerer.

Ja,sikken omgang at læse, ik'? Vi har bevidst valgt ikke at besøge museer, der fortæller om rædselshistorierne. Vi har simpelthen ikke lyst til de dumme tanker i vores hoveder. Desværre er vi mennesker jo indrettet sådan, at sådanne informationer og billeder sætter sig dybt inde i det indre hjertekammer og ja, det hjertekammer er p.t fyldt med de smukkeste naturoplevelser fra New Zealand. Sorry – folks – der er heldigvis ikke plads til at kranier, torturinstrumenter, billeder af rædsler m.m.

Cambodja har vi heldigvis kunne vælge at se fra den smukke side og den følelse sidder godt fast.

Pøj, pøj med fremtiden Cambodja.

27.11 – 01.12.08 - Cambodja

Klokken 7.15 om morgenen stod vi så i Bangkok og ventede på bussen til Cambodja, som skulle have taget 12 timer !!!!!!.....12 timer for at køre ca. 3-400 km !!!!! Inden fortællingen om denne tur, skal det først siges, at vi ikke lige så'en er til at slå ud. For det første er vi endelig kommet til Asien med dejlig varme og for det andet, så tænker vi, at hver gang noget går os lidt imod, så har vi tiden for os og skal ikke lige nå -at lave mad, -til et møde, -huske at købe de 7 sidste julegaver med meget, meget mere. Denne attitude er det bedste udgangspunkt, når man bevæger sig rundt i Asien, specielt når man bevæger sig udenfor det checkede Thailand.
Bussen kom ikke, men en mand på knallert, som dirigerede den lille gruppe back-packere på ca. 9 personer rundt om en masse hjørner og ind i en trafikeret rundkørsel, et stykke længere væk. FEDT, at have luksusrygsække, som også har hjul, for det er næsten rigeligt at slæbe rundt på hele Cilies uddannelses for 4 måneder...... Så stod vi der i næsten 1 time........Benedicte frygtede det væreste, da hun huskede den første bustur i Thailand for mange år siden. Den bus havde dengang ikke skumgummi i sæderne og ved hver lille sten på vejen, lød bussen som om at dens dage var talte. Men alle dumme tanker dalede næsten til jorden, da der om hjørnet kom en stor flot dobbeltdækkerbus og Cilie var hurtig til at finde gode sæder på øverste etage. Så var der kun (hmmm....'kun') alle tankerne om de historierne man hører undervejs om, at natbusserne bliver gasset og en flok tyve kommer ind i bussen og stjæler alt hvad man har, mens man ligger i en tårergasrus eller andre skrækhistorier. Desværre er det ikke kun historier, men nu skulle vi jo ikke på en natbus og har heldigvis fået købt billetter på 1.klasse i toget, når vi kommer retur til Thailand. Det var ikke den Thailand'sket bus, som stjal minutterne fra de 12 planlagte timer, men de pauser de konstant syntes vi skulle have. Benedicte var nu glad for tissepauserne, da hun igen huskede de gange hun i Asien har kørt med busser, hvor der IKKE var tissepauser og hvor der både var karkelakker, høns og geder med som passagerer, som ikke kunne holde sig.....Nu var det luksus.....---- indtil vi nærmede os grænsen og skulle have visa og hvor vi også havde hørt de væreste historier. Bedre blev det ikke, da en guide kom ind i bussen og begyndte at give strenge indstruker i, hvordan vi skulle opføre os, når vi gik over grænsen. Cilie forslog, at vi bare skulle se sure ud, så forstil dig 3 StokkebyKoch familiemedlemmer krydse grænsen med mundvigerne nedad. Johh.... vi holdt masken. Inden grænsen blev alle buspassagerer snydt mht pengebeløbet for visa, ogs' os, men o.k – så'en er det her. Vi blev snydt for ca. max 100 dk.kr og hvis man ikke vil spille med på de kurrumpte regler, så må man hjem til lille dk igen. De tog enddog vores pas og vi kunne ikke få dem igen, før vi kom til grænsen. Ikke så rart at være uden pas, da her er pas og kreditkort vores kæreste eje. Så blev vi i små grupper dirigeret over grænsen, hvor vi i bagende sol slæbte på alle vores ejendele. Tankerne gik til de film, som viste hvordan nazisterne førte jøder frem til KZ-lejrerne eller til tiden i Australien, hvor vi drev kvæg ind i foldene. Her var vi kvæget eller jøderne. Heldigvis er vi vestlændinge og tro det eller ej, men det giver en indre tryghed. På den anden side af grænsen ventede endnu en bus, men......jo det må da været den bus Benedicte engang havde kørt i første gang hun var i Thailand og som nu var solgt videre til fattige Cambodianere,- ......Vi blev igen dirigeret ind i de små busser. Der var ikke plads til rygsækkene andre steder end inde i bussen, så der var proppet med svedige back-packere og baggage alle vegne. Her behøvede Hans og Benedicte ingen sikkerhedseler. Der var så lidt benplads, at lårbensknoglen sad fastspændt mellem sædet foran og det sæde, de sad i. Det er helt sikkert, at hvis bussen havde rullet rundt, så var de ikke røget nogen steder hen. Der sad man fuldstændig fastklemt og for at det ikke skulle være løgn, så havde vi også vores små rygsække på skødet...

Klokken var ca. 13.00 da vi endelig var kommet over grænsen og med en hurtig udregning, så var der stadig 6 timers kørsel tilbage – fastklemt i den bus....Nå, vi smilede og var lettet over at det var gået så let at komme over grænsen. Nogen fortalte os, at der om morgenen havde været lidt ballade og nogle cambodjanerer havde prøvet at overtage en turistgruppe fra en Thailandsk guide, for at tage dem med på en anden bus og derefter tjene penge på dem ved igen at betale for bussen.

Så begyndte trilleturen i bussen. Til at starte med tænkte vi, at det nok kun var i starten, at der ingen asfalteret veje var og så blev vi igen klogere. Der er MEGET få asfalteret veje i Cambodja, så gennemsnitsfarten var max 50km i timen. Hvis nogen af jer kender til sådan en 'numse-delle-rystnings-maskine', hvor man tager en bred elastik om numsen, sætter maskinen igang og så ryster denne elastik så hurtigt, at hvis man prøver at sige noget, så lyder man som en mus med kraftig vibrator. Sådan blev vi vibreret hele vejen og hvis 'numse-delle-ryste-maskinen' fx. skulle være god for appelsinhud, så burde Benedicte have fået lår og numse som en 16-årig. Dette er dog ikke tilfældet, så køb ikke en 'numse-delle-ryste-maskine'. Der bumpede vi derudad i 5 timer, hvor vi havde haft 1 tissepause i et nybyggeri, hvor de kun havde fået bygget væggene og toiletter. Gad vide hvad ejeren af disse nye bygninger havde sagt, hvis han vidste at de ufærdige bygninger blev brugt som turisttoiletter. Da mørket havde sænket sig var det tid til at få lidt at spise. Til overpriser fik vi stegte ris med kylling. Nøjagtig som de der smørerejeoste, hvor man er heldig hvis man finder en reje, så var det eneste kød vi fik i denne ret de små fluer, som konstant dryssede døde ned, efter at have haft deres sidste rejse mod lyset i loftpæreren. Der blev ikke spist meget. Så trillede vi lidt igen, ca. 300 meter, -da de så fandt ud af, at det ene hjul var gået i stykker. Så måtte der findes nogen, som lige kunne ordne det. Hos en autodidakt mekaniker blev der i aftenes mørke brændt gummi, så hullet i hjulet forhåbentlig kunne holde resten ad vejen til Siem Reap (vores destinationsby).

Så trillede vi igen og de sidste 2 timer i bælgravende mørke var vores øjenlåg meget tunge. Vi kom endelig til Siem Reap, hvor lyset fra bygningerne lyste så meget op, at vi kunne få en fornemmelse af, hvad vi nu var havnet i. Glæden var kort, da al strøm i byen gik, da vi endelig steg ud af bussen. Vi kunne ikke se en hånd for os i denne nu spøgelsesagtige by og det endte også med, at en backpacker havde taget en forkert rygsæk og var draget ud i den mørke spøgelsesby. Synd for ham, som stod efterladt med en forkert rygsæk.
Klokken var nu ca. 22.15 og vi havde været undervejs i 15 timer. Der var ikke det sted på kroppene, som ikke kunne trænge til enten kiropraktorSørens knæk eller massageAstrids nulren med musklerne. Heldigvis, i forhold til mange andre, havde vi bestilt et hotelværelse. HVOR VAR DET SKØØØØØØØØNT AT LIGGE UDSTRÆKT NED.....
Der er vist noget, som vi helt har glemt at nævne om denne tur. Cambodjaerne er fantastisk søde og hjælpsomme og mange ved, at vi vestlændinge ikke er vant til disse forhold, så de har konstant et undskyldende udtryk i øjnene, hvis ikke de siger det højt. Men se, det skal jo ikke være som i vesten, ellers ville vi jo ikke komme hertil på den måde (åhhhh...jo, man kan også flyve hertil). Ved at komme på den måde, så vi jo hvordan det almindelige, oprigtige liv foregår i Cambodja. OG... vi så det hele, da bussen jo kørte så langsomt. Cilie fik set hvordan de i skurhytter bor, hvordan de på en ombygget knallert med lad får transporterer 7 grise, hvordan arbejderne sidder i markerne og skærer strå og bundter dem og hvordan halvnøgne børn hjælper deres forældre med at passer køer. Her spørger Cilie så: 'Hvorfor er de ikke i skole, far?'. Hans svarer: 'Det koster penge Cilie og det har deres forældre ikke råd til at betale'. I øjeblikkende efter dette svar, ser Cilie meget eftertænksom ud, vender hovedet og en ekstra gang sender hun et blik ud til de arbejdende børn.
Denne følelse kan ord i bøger ikke give. Alligevel glæder vi os nu til, hvad den planlagte 12 timers bustur til Vietnam vil give os af oplevelser. Der er kun 314 km fra Siem Reap (Cambodja) til Ho Chi Ming (Saigon-Vietnam).......12 timer...hmm....jahhh...hvorfor ikke....

Angkor wat

Vi lejede en tuk tuk (knallert m/hus) i 2 dage for ca. 200,- dk.kr. Chaufføren var een af de sødeste cambodjanske fyrer vi har mødt. Han kørte os til alle de templer vi gerne ville se, ventede på os og kom løbende hver gang han igen så os, så han kunne starte knallerten, inden vi overhovedet havde fået øje på ham.
Angkor wat er et kæmpe tempelområde, som kong, Suryavarman II fik bygget. Han regerede år 1113-1152 og satte 300.000 arbejdere igang i 30 år før han var tilfreds. Det var en slags hyldest til guden Vishnu, som er hinduistisk. I ca. år 1200 tallet konverterede det til et buddistisk område. Den dag idag – ca. 1.000 år efter – kan han stadig være tilfreds. Hele området er i på størrelse med Paris, hvor der boede mere end 800.000 mennesker, præster, embedsmænd og dansere. Men så i år ca 1400, så ville alle de 800.000 beboere ikke længere bo der!. Stadig idag kender man ikke den nøjagtige årsag til, hvorfor så mange mennesker forlod området – var det sygdom eller ????. Så stod de smukkeste bygninger med relieffer, statuer, altre, udskæringer i sten, sten og atter sten i flere etager.

Helt forladt og junglens frodige beplantning med gigantiske trærødder fra banya- og kapoktræer angreb sig lystigt på hele området. Trærødderne gravede sig minut efter minut, år efter år ind imellem de små sprækker i stenene og blev dermed hele vægges holdningspunkt. Kong Suryavarman havde et ønske om, at hele denne by skulle være hellig. Men kan helligdom bevidst skabes af mennesket alene????....vi tror det ikke, men kongen fik alligevel sin vilje. Tempelområdet har junglen i ca 400 år ædt sig ind på, simpelthen overtaget magten over hele området og dermed gemt det væk fra resten af verdenen.

Ingen har kendt til områdets eksistens og alene det, må man sige gør området til noget helligt. En franskmand, Henri Mouhot, vandrede så i 1858 gennem jungleområdet med sin machet og tænk at være ham, da han stødte på alle disse monumenter med Buddahoveder, Shivakroppe, 5 høje tårne og så meget mere, som endnu ikke er gravet frem. Junglens rødder og nyspirende træer støtter murer og tårne, så hvis de blev fjernet, ville det hele falde sammen. En fantastisk oplevelse at gå rundt i disse templer. Vi blev på 2 dage kørt rundt til 10 forskellige templer, som alle var forskelligt bygget. Vi mærkede en ro omkring hele området. Det var næste som at være på et kæmpemæssigt bibliotek, hvor man ikke taler højt. For os var området en dejlig rolig oplevelse efter alle de indtryk, vi indtil nu har fået. Hele området gav i sig selv et overdådigt eller rettere sagt helligt indtryk, som sammen med alle de oplevelserne vi allerede har fra Hong Kong, Australien og New Zealand.

Siem Reap
En by i bevægelse, men så afgjort til at overskue. Det vrimler med knallerter, hvor fx en familie med 2 børn svinger rundt om hjørnet med deres and (aftensmad) hængende med vingerne ud til siden i far'ens hænder. Tuktuk'er, som er overfyldte med varer, så dovenskaben har førsteprioritet i forhold til sikkerheden og enkelte biler ind imellem hinanden i et tempo, som fortæller at man her har respekt for hinandens liv. Støvet hvivler rundt i den behagelige varme og Cambodjanerne smiler og vinker, så snart de kan komme til det. Vi tuller rundt mellem boder, massagetilbud, små restauranter med en tryg fornemmelse i maven. Hvis nogen stadig ikke har gennemskuet StokkebyKoch famliens hang til at være luksushippier eller i hvert fald forstår, hvorfor vi har denne hang, så er det fordi I ikke har prøvet den følelse, som Cambodja og også Nepal kan give een – dog skal det siges, at den bedste måde at forstå og føle landets personlighed er, at leve på et lavbudget. Med vores gamle, udslidte, medbragte tøj, passer vi perfekt ind i gadebilledet. Tror vi,- uden alligevel at have selvindsigt. Hans skiller sig ud fra mængden med sine mange maorikæder og karakteristiske hat. De tror han er filmstjerne fra Hollywood – og her går vi rundt og føler os som hippier. Hm........mm....Men det er nok med hvilke øjne, der ser os. Men det skal lige siges, at man også her har mulighed for at bo på 5 stjernet vestlige hoteller, have chauffør på, når man skal rundt og være turist og hvor der bliver sørget for vand og en serviet, mens man sidder i bilen med aircondition – og uden foremmelse af dufte, lyde, smil med meget mere gaderne tilbyder på en rigtig Cambodiansk måde.
Hans er jo kommet til den alder, hvor vaner er MEGET svære at ændre på. Hans SKAL have en øl inden sovetiden. Det er selvfølgelig muligt at købe øl og tage det med op på værelset, men hvorfor skulle han gide at sidde og se på sine 2 sovende familiemedlemmer, så Hollywood-stjernen drager ud i det møke natteliv. Her opsnuser han en masse gode ideer til, hvad den næste dags oplevelser kan tilbyde. Som f.x. den mest naturlige pedicure (mener det er fødderne, og ikke hænderne, som bliver behandlet?) man kan få på hele jorden, hvor dyr er indblandet!. Cilie og Benedicte ser skeptisk på Hans og tænker, at han enten fik en øl for meget eller at han ønsker at komme af med os, ved at foreslå vores fødder skal ned i et bassin med piratfisk. Nå, men Cilie og Benedicte hiver lidt i Hans's proptrækkerkrøller under Hollywood hatten, mens de ser dybt i hans øjne. 'O.K – lad os da prøve en naturlig pedicure på 'The night market'. Alene ordet 'The night market', som først åbner, når solen er faldet i søvn, giver os tanker om, at dette ikke er helt reelt. Vi ankommer til behandlingsstedet og var faktisk ikke gale på den, da vi mente det havde noget med fisk at gøre. Vi ser et bassin fyldt med små fisk, som svømmer rundt og med åbne fiskemunde kun håber på, at de snart vil blive fodret med vores døde, slidte hud på fødderne. Forstil dig selv stå der og overveje, om du nu også skal stikke dine fødder derned eller bare gå forbi og tænke:'denne oplevelse bliver jeg aldrig i mit liv tilbudt igen'. Cilie var frisk og overtalte til sidst sin moar til at prøve. Hollywoodstjernen var dog for kyllingeagtig, men han er vel også vant til stand-in's til sådanne nogle scener. Så sad vi der med bare sure fødder, som hjernen nu skulle overbevise om at stikke ned i bassinet. Endelig overtog modet og i det samme fødderne bare rørte vandoverfladen, suttede, sugede og åd et mylder af fisk sig mætte af den hårde gamle hud.............................efterlader lige lidt punktummer til ,at du læser, kan tænke, hvad du nu har af tanker p.t. ..................................................................... .......................................................................................

HOLD DA KÆFT, hvor det kildede. Det var vildt underligt at fisk bare æder af dig og du samtidig bliver blød som babyhud på fødderne. Det kan man da kalde en win-win situation af højeste grad – eller at vi mennesker også bare er en del af fødekæden ??????

Det var så'en lidt en oplevelse á la extreme sport – bare indenfor skønhedsbranchen. Da vi gik tilbage mod hotellet, følte vi os høje af, dels at ikke at være spist helt væk af fisk og også af at have haft magten over vores umiddelbare frygt. De 2 tøser gik på silkebløde fødder og med ranke rygge stolte i mørket og fnisede, mens Hollywood-hatten med krøller under tænkte højt ved sig selv: 'Ja..ja...men I tør nok ikke, som mig, bungy-jumpe, vel????'. De 2 tøser hørte ikke hattens tanker, men fnisede bare videre.

Tiden i Cambodja er alt, alt, alt, alt, alt for kort. Her kunne vi bruge meget, meget, meget, meget, meget, meget længere tid, men det vidste vi jo ikke. Vi VIL tilbage en anden gang – VIL BARE, -inden landet er forvandlet til det, Thailand er idag. ØV..., men imorgen drager vi videre 12 timer mod Vietnam, hvor det er spændende hvillken bus, der denne gang skal kører os de 314 km.

There is no time for regrets, life is just around the next corner -
(citat: B.Stokkeby Koch)

Klumme over New Zealand.

- I New Zealand lever ingen, absolut ingen farlige dyr.
- Når man lander i lufthavnen, så står der velkommen på engelsk og maori.
- Naturen har magten med al sin skønhed.

Så er der i 3 korte sætninger sagt en masse om New Zealand. Hvis sætningerne blandes, så skal der næsten startes med den første.'....-der findes absolut ingen farlige dyr'. Hvis denne sætning skal forlænges, ville der også stå, at der absolut heller ikke findes farlige mennesker i NZ. Alle har et hjerte så stort, er meget tilbagelænet og ligetil. Der er plads til særheder, skønheder og sjovere. De har alle lidt boheme-agtigt over sig. Tankerne går tilbage til en rideferie i Irland, hvor Bodil og jeg overnattede hos nogle kunstnere, som i den grad tog livet mere roligt og hvor dyr løb frit rundt omkring og der også var en utrolig rummelighed. Det er sådan vi opfatter Kiwi'erne. Kiwi'er kaldes de mennesker, som er født i NZ. (Kiwi'en er en stille, hyggelig, og rolig tyk fugl med et meget langt næb. Den kan ikke flyve og kommer kun frem om natten). I Australien bliver dem, som er født i AU kaldt POM's, hvilket henviser til, at Australien efter de hvide kom, blev brugt som fængsel. Mother Queen sendte alle fanger dertil. Derfor kaldes Australier for sjov; POM's = Prisoners of Her Majesty. Jahhh.....fortiden kommer altid og indhenter én.

Her i New Zealand må den oprindelige befolkning, maori'erne have kæmpet en gæv kamp, da de hvide ville indtage landet og det betød, at maorier har en helt anden status her i landet. Det virker som om, at de missionærer som kom hertil ikke var så fundamentalistiske som andre steder på jorden. De må have respekterede de anderledes guder, som maori'erne tilbad. Den kristne religion og maori'ernes gudedyrkelse virker på os, som om de er forenet på en eller anden måde og dette genspejler sig så afgjort i deres gensidige respekt for hinanden. Tænk, hvad få mennesker ved nye begyndelser kan udrette, hvis de har hjertet det rigtige sted. Ghandi sagde, at alle store krige starter med, at enkelte hjerter ikke har ro!!!!!

Det første 'almindelige' hus, bygget af hvide, står stadig her i NZ. Det er fra 1870 – tænk lige hvar', ikke mange år siden, når man tænker på, hvordan lille Danmark på det tidspunkt var med på 'beatet', Vores ejendom i Sankt Hans gade blev bygget i 1861!. Dette land har kun 4,5 mill. mennesker og er i areal lige så stort som Great Britain. De fleste bor i Auckland, som skulle være den største by. Foruden indbyggertallet på ca. 1 mill., så er den også stor i sin omkreds, fordi der er meget få højhuse. Alle bor i huse. Så når vi kører rundt i landet, så føles det ofte som om vi er de eneste, som p.t. befinder sig i NZ. Hvis det har været tid til en kaffepause, så ser vi på kortet, at der snart kommer en by, men bæhhh, buhhh, så kunne vi godt tro om igen. Der var bare 3 huse og så er der igen laaaangt til den næste..øhhh...by...eller hva' nu det er. Der er ikke mange mennesker på de store forunderlige naturområder. Wellington, hovedstaden, er lille med kun ca. 125.00 indbygggere.

Landet virker så stærk med sine utrolige naturkræfter og alligevel menneskeligt og politisk så svagt set i forhold til masende mastodonter som Australien, USA m.fl. Det gør landet til noget helt ekstraordinært og man kan kun håbe på, at de formår at bevare denne sårbare og naive tilgang til, hvordan naturen skal behandles. Vejene i de mange smukke bjerge, har ingeniører udfærdiget ud fra, hvad der passer ind i naturen og ikke udfra, at taget hensyn til, hvad der passer mennekset bedst. For 10-20 år siden blev de mirakuløse naturskønheder solgt til turister som trækningsplastre, men i dag bliver landet mere og mere solgt som et land, hvor ekstremsport er trækningsplasteret.........- hmm...ikke underligt, fordi du her på få km2 kan stå på ski, dykke, trekke med meget mere. Men igen, så er al færden af EXTREM sport med den dybeste respekt for ikke at ødelægge naturen.
Hvis man har lidt hang til alternative tanker i sammenhæng med naturoplevelser, så tror jeg ikke man her i NZ behøver 10 kursusdage indenfor meditation for at finde indre ro. Det er bare at sætte sig på én af bjergtoppene.......hvilken ro og skønhed. Eller hvad med, når moder jord bobler fra sit indre hjerte, så det sprøjter ud med farlige varme kaskader af vand, så føler man sig som menneske meget lille og ordet 'jantelov' har ingen sproglig betydning – den er der bare i kroppen. Eller når bølgerne kaster sig mod klippevæggene, så det hvide bølgeskum vælter til alle sider, så begynder tanker at gå til dem der var, dem der er og hvordan fremtiden vil være.......så'en er New Zealand bare – ingen hast, ingen bagtanker...bare i ro med det, der er lige omkring dig......................NATUREN................................

Sydø'en New Zealand 13 – 24.11.08
Sejlturen fra nord- til sydøen tog 3 timer, hvor de sidste 90 minutter var mellem bjerge, slugter og delfiner. Igen meget smukt.

Man skal passe på med at udtale sig om noget, før man er sikker. For her på sydøen er der smukt på en helt, helt anden måde end vores tidligere metafor for NZ, som en quinde med runde og frodige kurver. Vores metafor gælder dog stadig for nordøen, men her på sydøen..... her er bjergtoppe kantede med kraftfulde klipper som viser styrke med bjerge, som ranke står og fortæller, hvem der hersker på denne ø.

Bjergene er sorte og grå med det hvideste, reneste sne på toppene. Græsset på bjergene ligner det lysbeige stråagtige græs, der også vokser på Mols. Her blæser vinden kke mildt i håret, men rusker hele håret rundt til en ulet hårtot á la rastahår. Når det blæser kommer vinden uden varsel i fx. 4,3 minut og så pludselig er der helt helt stille igen. Så står man ligesom forladt af vinden og tænker, hvad skete der lige der?. Langs bjergvejene er der flere steder, hvor vand fra bjergene har fosset ned med sådan en kraft, at asfalten og dermed hele vejen er ødelagt. Langs strande er sandet helt sort med klippestykker stikkende op gennem det helt turkis/lyseblå vand med hvide bølgeskulp. Så selv her i bølgen blå vil disse klipper vise, at de ikke bare hersker på jorden, men også i vandet. Hvis nordø'en er en quinde, så må sydø'en så afgjort være manden med sine hårde muskuløse klipper med det rå, barske og frygtsomme udseende. Et flottere naturkærestepar kan simpelthen ikke findes andre steder på jorden. Vi har nu kørt rundt i NZ i nogle uger og er ved at være fyldt godt op med naturoplevelser. Af og til siger vi til hinanden, at nu har vi vel snart set, hvad NZ har at tilbyde, men nej.......vi drejer lige om et hjørne og der skuer vores øjne bjerge – helt gule som lyser op i kamp med solen gule stråler. Bjergene er overtaget af gyvel, som er en irriterende ukrudt på Mols, men som her har fået lov til at brede sine rødder på bjergene – og den gule farve forstærkes af både solen og af det klare lyseblå vand fra floden ved bjerget fod. Jo længere sydpå man kommer, jo større bliver klipperne og jo større bliver de store hvide tænder i form af bølgeskuvlp, som med kæmpe kræfter og styke rammer klippevæggene og med så høj lydstyrke, at man kun kan føre indre samtaler med sig selv. What a man, what a man........eller er det: what a maori man, what a maori man. Det er i hvert fald samme styrke maoimændene prøver at gengive i deres krigsdans, HAKA'en.

Kaikoura
På det tidspunkt vi campede med 70'eren i Kaikoura, havde kiwi børnene en forlænget weekend og der var fuldt booket på alle pladser. Det gjorde, at vi i den grad fik oplevet, hvad et rigtigt NZ camper liv var og vel stadig er. Inden vi giver en beskrivelse af det vi så, vil Benedicte åbentlyst mindes de skønne ferietimer hun som barn havde på en campingplads med sin mormor og 'tjener'morf, hvor vi plukkede jordbær, spillede badminton, spiste københavnerstænger m.m. Men Benedicte kan på INGEN måde huske, at camping var, som vi i weekenden oplevede. Vi ankom med 70'eren, hvor trinet lige skulle klappes ud og ledningen ind i el-standeren – så var vi klar til afslapning, men det var vores genboer ikke. De ankom med en bil på størrelse med et folkevognsrugbrød og det tog dem 1 ½ time at pakke ud. Tro det eller ej, men det var sgu' en oplevelse i sig at sidde med en kop te og kaffe og se, hvordan de fik sat deres 18 m2 telt op, placeret deres køleskab, som var større end det vi har i Kbh, foldet deres BBQ grill med vinger ud, sat senge op, sat den sammenklaplige vasketøjskurv på plads, arrangeret køkkenbord med kogeplader og meget meget mere. De ankom torsdag eftermiddag og skulle være ude af pladsen søndag senest kl. 10.00. Nogle havde også dekoreret deres telte med kædelys – hva' sir' du så???? Der sad vi med vores gamle 70'er og var helt bagud i både stil af campervan og mangel på dit og dat.

Vores naboer havde ligeså pakket hele deres telt med meget mere ud (de havde trailer med, for at kunne have det hele med), da vi var ankommet og selvom vi kun havde vores camper, så var vi så tætte på hinanden, at vi til aftensmaden kunne se om deres camperBBQgrill med køkkenbordsvinger havde gennemstegt deres bøffer. De havde to søde børn som Cilie legede med og det lettede i den grad stemmningen. Tænk hvis vores camper naboer den weekend havde set på fam. StokkebyKoch med et skævt blik, fordi datteren løber rundt med stumpede bukser med huller i, moaren med falmet lappet tøj og far'en med sine 4 flotte kæmpe maori halskæder om halsen i bar overkrop og hat. De troede heldigvis at vi var kiwi'er så det endte med at være et hyggeligt naboskab. Benedicte og Cilie valgte derfor ikke at lave yogaøvelser m.m i de dage. Kun fordi vi syntes det ville være provokerede at stå med numserne i vejret, svingende arme og svedlugtende tæer i luften,- lige 5 cm fra NZ familien, mens de spiste chips og pandekager med sirup til morgenmad.

Benedicte havde fødselsdag den weekend og det blev dejligt fejret med jordbær til morgenmad. 3 flotte maori halskæder som gaver. Derefter fuld sol og 27 grader, hvilket resulterede i, at bikinier og badebukser skulle frem fra gemmerne. Tænk, at stå på sin fødselsdag i badetøj og hvis hovedet drejes en smule til venstre, så ses de rå bjerge med klar hvid sne på toppende. En underlig fornemmelse for en ærke Kbh'dansker med flade a'er og flade marker. Hele dagen var vejret pragtfuldt. Vi spiste friskfanget hummer i en lille intermistisk biks mellem stranden og vejen. Uhmmm..det smagte.

Så ruller vi 70'eren til et område med sæler, som lå og solede sig. Det var 1.000 gange bedre end i en ZOO. De slangede sig, kløede sig, sloges, bed efter hinanden og sælmødre passede på deres små babysæler.

Der stank altså også, men den undgår vi at berette yderligere om........Så trillede vi videre til en lille farm, hvor vi så de sødeste får og nyfødte lam. Vi så også hvordan farmeren klippede får. Hvert halve år bliver får klippet til en nøgen ukendelighed – godt de ikke har færden af den mindste forfængelighed, så ville det være fuldstændig umuligt for NZ' hurtigste fårerklipper, at ødelægge et fårs selvtillid på 37 sek. Jeps – det er p.t rekorden. 37 sekunder for at klippe fårets sweater af, så et menneske kan få den på. Hva' sir' du Sanner – skulle du skifte karrierer???? En klip er vel en klip???

Åhhh....det skal lige nævnes, at rekorden er 800 får på 8 timer med en el-klipper og alm.saks, så 400 pr. dag. Skal du have nogle tricks, Sanner?????

(Så et personligt p.s. fra Benedicte: - tak alle jer, der sendte føds'dags hilsner, ja, jeg indrømmer. Det varmede så meget, at de kom en lille tårer ud fra øjenkrogen. Man sidder her på den anden side af jorden...langt...langt væk og har det skønt med sin familie. Så skønt, at vi af og til taler om et liv på denne side af jorden. MEN, så kom alle hilsnerne og hjertet vendte straks hjem igen til lille Danmark - tak.)

Hanmer Springs

Så var vi igen i Thermal bade. Vi oplevede det jo første gang på Hot Water beach ved stranden og derefter har der været flere steder, hvor camp-steder har gratis mineral-thermal-bade. Denne gang betalte vi for at komme ind i et stort smukt område med mange thermalbade. Efter at have prøvet vandrutschebanen, hvor Benedicte igen dummede sig og hoppede med på den væreste sammen med Hans og Cilie, gik vi fra det ene varme vand fra 35 til 41 grader, som jo kommer direkte fra jordens indre. Uhmmm.......hvilken nydelse og tro det eller lad være. Kroppen får en indre varme, som holder flere timer efter. Vi er så sunde så sunde. Ja, Benedicte prøver at komme uden om, hvordan hun dummede sig, men o.k, - den kommer her. Vi skulle prøve den der vandrutschebane og Benedicte ligger sig klar på toppen og venter på, at der bliver grønt lys, så hun stille og roligt kan glide ned indtil Hans og Cilie venter ved det sidste plask. Ja, TAK......ingen havde sagt at banen var temmelig lang og konstant drejede og at der var bælgravende mørk og at man nok ikke skulle ligge sig for flat ned, så man fik rigtig meget fart på og endte med at dreje 180 grader rundt om sig selv, så man midt i mørket ikke anede hvad der var op eller ned, men at man kun håbede på at denne ihh....så sjove oplevelse var slut og Benedicte så endte med hovedet langt nede under vandet i det endelige plask, så hele poolens vand kom op i næsen og benene havde svært ved at finde fodfæste, alt imens familiemedlemmerne står og griner og spørger; Ohjj.....ska' vi ike' prøve igen?.........'Ja, hva' tror du selv, hvar'?

Lake Tekapo
Nu kan vi snart ikke mere........Vores hjernefiler er fyldt med oplevelser og de Giga bites, som vi hver især har til rådighed er kommet på overarbejde. Hvor skal vi dog gemme alle de smukke oplevelser henne. Er det bare fam.StokkebyKoch, som alene bliver så betaget af denne natur, så det kilder i maven. Vi tror, at naturen har en positiv indvirken, da vi alle 3 i de grad konstant kan blive så betaget. Da vi talte med Darren på THE Farm (Darren som har boet i DK), så sagde han, at han til hverdag ikke tænkte over denne storslået natur – 'det var han jo vokset op med'. Vi talte idag om, at den alligevel må gøre noget ved de kiwi'er, da de nok uden at tænke over det, værner utrolig meget om deres natur og også er stolte af den. Deres personligheder må også være påvirket af naturen. Der er IKKE een eneste kiwi vi har mødt, som ikke er imødekommende, hjælpsom og meget afslappet.
Så igen ser vi noget, som naturen har skabt og som ikke er til at tro. En sø...ja....og hva' så. Nej, dette er ikke bare en sø. Mellem de rå snebeklædtebjerge, hvor bjergsidernes formationer ligner kæmpe grå lodne ørnekløer ligger en sø, som er mere turkis end tagene på husene i Grækenland.

Jamen, altså...hvordan kan det lige lade sig gøre. Hermed lidt geografiundervisning: Det er knuste sedementer ('partikler' – siger kloge Hans) og mineraler, som rives løs fra bjergene på vej ned mod floden og som så får den turkise farve, når solens stråler rammer søen. Da Hans så dette, fik det ham til at tænke på dengang i 70'erne, hvor man tapeserede døre og vægge med fotografier af naturen eller heste. Denne sø så så uvirkeligt ud, at Hans mente det måtte være menneskeskabt, altså, at nogen havde puttet det der vinduesvask man kan få på spray i søen, og ikke det reneste vand fra bjergene. Forbandet smukt.

Queenstown
EXTREME-sports byen, hvor der ingen grænser er. Her er vilde aktiviter om sommeren og om vinteren er det et eftertragtet skisportsted. Bungy-jumps, hvor man på wire bliver ført over floden og dumpet ned i en tråd!!!!! - helikoptere som efterlader dig på toppen af en snefyldt bjergtop med ski på fødderne, stave i hånden og masser af mod i kroppen!!!! - eller står på jorden i en pose og så bliver du skudt i vejret i en susende fart, så kanonkongen har udtjent sin tid for opvisning. Hans undersøgte hvad de forskellige ting kostede.......og Benedicte ved snart ikke hvordan hendes husbond skal tackles. Manden nærmer sig de 50 år, men bliver aldrig mere end 25.....Cilie er med på den væreste, men her har Benedicte heldigvis stadig en mening og håber, at når Cilie bliver gammel nok til selv at bestemme, så har hun prøvet det hele og hellere vil sidde hos sin gamle moar og sy stramej. Vi valgte jet-boat og der var godt nok gang i den- mellem 90 -100 km. i timen derudad langs floden.

Det blæste godt, så vi hoppede op og ned, frem og tilbage i båden. Der var så meget gang i den, så spændet i Benedictes hår fik sit livs sidste flyvetur ned i flodens dyb. Cilie skreg af grin, når vores wallisiske jet-boat-captain lavede spin så båden drejede rundt og rundt i en rygende fart med skum sprøjtende over os alle og når den endelig holdt stille, så havde man ingen anelse om, hvilken vej man var kommet fra. Det var sjovt....Da vi efter den oplevelse sad i byen og spiste en dejlig frokost, forvandlede Hans's udseende sig til den alder, han selv ser sig som. Alt vandet, som havde ramt Hans's hår sammen med vinden, gav ham alle hans 25 årige proptrækkerkrøller tilbage. (P.S. Hans er blevet MEGET langhåret) Cilie og jeg sad og hyggede os med at trække i dem og hvis Frau L.Olsen havde været her -i ikke ædrulig tilstand– var hun besvimet af fryd. Hun ææælllsker Hans's krøller. Benedicte sad mere og frygtede, at han med sit ungdommelige udseende straks ville bestille en tur, hvor han med en mountain bike under armen satte sig ind i en helikopter, og sammen med biken blev sat af på bjergets top og så bare drønede dernedad.............uden af bremse,- for derefter at hoppe på et surfbræt og surfe ned ad den rivende aktive flod imellem dem, som så havde valgt at white-water-rafte. .......In your dreams, dear.... Hans........nu tog Benedicte styringen. Nu skulle de varme, vilde ønsker og tanker køles ned, heeelt ned, faktisk ned til frostgrader. På ingen tid havde Benedicte ført de 2 med vilde tanker hen til en bar, hvor der var minus 8,3 grader (jeps-du læste rigtigt – minus 8,3 grader). Der var smukke isskulpturer og glassene var engangsglas – selvfølgelig lavet af is. Her fik Hans en vodka og en istap at sidde på, så hans krøllede hår og tanker kunne få ro igen.

Uhhaaaaa...det var en koldt og kølig oplevelse. Da vi igen stod ude i solens varme, pustede vi varm luft i jeres efterårskolde retning. Kunne I mærke det lille varme strejf i novemberkulden???? -

Som tidligere beskrevet, så kan vi ikke rumme flere store opevelser, så nu har vi planlagt at tage det roligt de sidste dage i New Zealand og køre den rute, hvor det meste af 'Ringenes herre' blev optaget. Nyde landet med de mange muligheder og storslået natur.

HAAST + FOX GLACIER+ HOKITIKA + CHRISTCHURCH
Det sidste vi nu har fået set af NZ'SYDØ, er vestkysten, hvor det meste af 'Lord of the Rings' blev optaget. Flere gange har vi kunnet forstille os Gullum kravle frem fra et sort hul mellem nogle klipper og på alle fire 'ben' komme frem bag de våde mosbeklædte sten. Vi har også set en del af de træer, som halvt var gået ud og som ud over sletterne bevægede sig med knastende lyde af tørhed fra træ'lemmerne'. Eller hvor de onde kom styrtende på vilde sorte heste op ad bjerge. Eller de store hærer med de dinorsauruelefanter i front komme frem på sletterne mellem de volumiøse bjerge. - Og Ulla, vi har set Viggo i fuld størrelse, men desværre var han lavet af pap......Vi prøvede alligevel at hilse papfiguren fra dig.....hi..hi...
Heldet har været med os, når det handler om vejret. Som New Zealændere siger, når man spørger dem om 'the weather forecast', svarer de :'all 4 seasons'. Vi har dog kun set sne, frost og hagl på bjergtoppene langt væk fra os, men alt andet vejr har vi haft og det har faktisk passet til den natur, vi har skulle se. Da vi kørte i et regnskovsområde, ja, så regnede det. Det skal lige siges her, at det nok hellere skal kaldes en jungle. Hvis vi stod ud af bilen og ville ind i området langs vejen, så var der ikke et eneste lille område jord, hvor der ikke voksede noget. Vi kom til at tænke på junglen i Bolivia, hvor man mistede stedsans, hvis man trådte 20 skridt udenfor stierne. Da vi skulle se solnedgang, ja, så var det skyfrit og hver aften, når Hans skulle have sin godnatøl...hmmm...----og smøg, så kunne han sidde udenfor med sin pandelampe og bog. Forresten så er det ikke helt rigtigt når vi skriver, vi ikke har set frost og is. Det gjorde vi ved Fox Glacier'en. Så stod vi der i det dejligste forsommervejr med fuld solskin og lige foran os lå en isklump i kæmpe størrelse i en bred bjergkløft. WOUW.....Is, som bare ligger der hele året rundt og har gjort det i tusinder af år.

'Weird'.......vandet fosser fra den, men alligevel så forsvinder den ikke, selvom det er varm sommer.......det er så igen ikke helt rigtigt. De sidste ca 70 år er der smeltet ca. 7-800m ialt, hvilket (hurtigt hovedregning fra Hr. Koch's side) er ca. 1 meter pr. måned. Dette skyldes vejrforandringer i naturen, men er forandringerne menneskeskabte eller er det naturens egen vilje?????
Vi kan ikke mere og vi ved ikke længere hvad vi dog skal skrive om denne natur. Vores sind, hukommelser, følelser med mere er fyldt til randen af smukke oplevelser, så I får ikke mere herfra New Zealand.
Der har været lange køreture, ja, men hvem der end har opfundet Nitendo'en, så har den været rigtig god for Cilie. Ligeledes de CD'er (fx. Det gyldne kompas m.fl) vi har lagt ind på hendes MP3'er har været givtige. Om vi husker, at hun skal lave lektier? JEPS – vi er ogs' godt med på den front, faktisk lidt forud. Vi har måtte ud at købe passer, som hedder 'compas' på engelsk – det vidste vi godt nok ik'.

Så er det tid til at sige 'farvel' til vores 70'er camper. Den er så grim og har så mange skavanker. F.x kan vinduerne ikke lukkes, hvis vi kører i lidt blæsevejr, f.x vipper 'spisebordet' helt vildt, så ståede buffet næsten er at foretrække, f.x. åbner skabe som de har lyst, når der er lidt bumb i vejen og cornflakes, kiks m.m. vælter ud og derudover er der rigtig mange flere skavanker........alligevel al respekt for vores 70'eren Vi er kommet til at holde af den og det bliver svært imorgen at tage afsked. Den har jo trods alt charme og personlighed og ikke mindst været grundstenen til, at vi har kunnet opleve alt dette. Den har i 2 gear med sneglefart slææææbt os op ad de stejle og snoede bjergerygge og beroligende gasset ned, når det gik med samme hældning nedad. Dog synd for ham i den smarte røde sportsvogn, med en lækker tøs på passagersædet, som lå bag ved os op ad de stejle, snørklede bakker. Han har nok bandede og ønsket os langt væk, måske helt over til den anden side af jorden til lille DK, eller også bare mod Asien, hvor vores næste stop bliver. Så han fik sin vijle og sit ønske opfyldt, for vi er snart smuttet.

Alt vi kan sige er;
TAK, New Zealand, fordi du bjergtog vores hjerter med din natur og menneskelige imødekommenhed - TAK.

04.11. - 13.11.08 Flere oplevelser fra New Zealand

Nogen af jer vil måske tænke: 'sker der slet ikke noget irriterende på den tur?' . Når man så'en rejser rundt og ikke konstant skal se på uret for at være sikker på, om et af de dagligt planlagte møder og/eller aftaler, ikke allerede har foregået. Eller, at man HVER morgen kan sove til man vågner, hvilket af og til bliver 10 timer pr. nat eller, at man glemmer hvilken ugedag det er og det kun er den sultne fornemmelse i maven, der fortæller, at det er tid til et måltid. Ja, med alt dette taget i betragtning, så kan små forhindringer føles store. Denne beskrivelse skal IKKE handle om de dårlige ting, men I kan lige få lidt info. om vores uheldige oplevelser, bare så I stadig ved, at vi endnu er almindelige mennesker: -Hans har ikke modtaget sine dagpenge endnu! -Benedicte skal pludselig sende en skrivelse over dokumenteret erhvervsfaringer for at kunne starte på DPU (Dansk Pædagogisk Universitet)!, -vi har skulle slås med British Airways om godtgørelse for den sene levering af baggage, -vi skal betale en masse for at sende 'ego-gaver' hjem (til trods for at de var pakket i gavepapir m.m.) og, og, og så har vi selvfølgelig haft problemer med vores 70'er camper – hvem kunne have forventet anderledes........først røg køleskabet og vi måtte- ikke planlagt- overnatte 1 dag i Auckland. Da vi så glade over nu at det problem nu var overstået, havde vi kørt i ca. 2 timer på motorvejen og så stank der af diesel!. Vi stoppede og så, at al den nyligt købte diesel fossede ud........så måtte vi finde en automekanikker......hvor finder man lige en Arne og Henri her? Vi fandt endelig een, men så kunne han ikke hjælpe!!! - problemet var for stort. Der var et kæmpe hul i brændstofsslangen !!!! Se, så er vi jo typiske danske og ser alt det dumme, irriterende og håbløse ved denne situation. Vi var jo dog så heldige, at vi netop lige er i New Zealand, for her fungerer tingene ved at tage alt afslappet. Automekanikeren ringede da bare til 'Hose and fitting' mændene! okeay.....tro det eller ej. Inden for 1 time kom et gammelt Folkevognsrugbrød med 2 mænd, en masse slanger og andre auo-mekanik-ting. jahh...sådan nogle har man her. Så fiksede de da lige det på 1 time ! Så er der selvfølgelig, at vi nu skal bruge tid på at have erstatning for dette, men helt ærligt – det endte da lidt sjovt. SÅ ER DER VEJRET.......Typisk dansk halvkoldt forårsvej med sol, regn og skyer. Dog ikke et typisk NZ forårsvejr, men nu kommer vores 70'camper os til gode – vi sætter bare varme på – den fungerer da. NZ'erne siger, at der sydpå er sne...hva' for noget?????? – det skulle være start sommer. Husk, at jo længere syd på vi kommer, jo koldere bliver det. NZ'erne siger så også, at det er en usædvanlig koldfront som skulle være væk om nogle dage. Den front er vi jo vant til hjemmefra, såhhh...Vi fryser lidt ind imellem, men tager det med oprejst pande. Tager lidt flere af vores trøjer på og drikker varme drikke.Hvis der stadig er sne, når drager sydpå, så må vi i en second hand shop og købe afghanerpels eller parkercoats, så er stilen også fuldendt i forhold til vores køretøj. Vejret kan vi ikke styre, så det tager vi bare som det er. Dette var bare for at fortælle, at selvom vi oplever nogle helt fantastiske ting, så er vi stadig en normal lille dansk familie, med hvad det indebærer eller er vi.....???? snart vil bestselleren i USA blive:' How to eliminate all bad things in your life' by The Stokkeby Koch family.
P.S. På vores nye giro413 hjemmeside, som Jørn Hjorting er ansat til at bestyrer, er der kommet adskillige opfordringer på, at se et billed af vores 70'er camper. Det er ikke let, da de meget få m2 kræver et andet fotoapparat og at det kun er et meget lille antal billeder vi har adgang til at kunne lægge på StokkebyKoch hjemmesiden. Vi har sat Jørn på sagen.....

Så lidt oplevelsesbeskrivelser igen:

Whangarei
Efter diverse komplikationer, har 70'er camperen nu formået at transporterer os længere sydpå. Vi havde et ønske om, at se 'glowing worms'. Det er orme, som kun lever i grotter og lyser i mørke!!!! hvorfor....jahh...måske...ja, det ved vi bare ikke O.K? Vi havde egentlig planlagt at tage til et turistet område for at se dem, men Darren fra THE Farm anbefalede os et sted, hvor man uden guide m.m. kunne gå ind i grotten og se dem. Lige os – så vi tog dertil og vi var de eneste turister, så efter at blive udstyret med pandelygter og hjelme, drog vi ind i jorden.....uhh...hhh...det var lidt uhyggeligt. Hvis vi slukkede pandelamperne kunne vi absolut intet se, - heller ingen orme. Der var koldt og vådt. Vi kunne dog høre lidt rislende vand et godt stykke længere indeni jorden..... Cilie og Benedicte sank den sidste klump i halsen og kravlede videre op og ned ad sten. Derefter kom vi til en slags slugt, hvor vi svagt kunne se ormene. At komme derhen betød også, at vi måtte gå i MEGET koldt vand til lidt over anklerne. For Cilies vedkommende, mente hun selv det kolde vand gik til under hendes hage....Vi vænnede os til temperaturen, slukkede vores lamper og i det bælgravende mørke, så vi i loftet en masse små lysende prikker – nøjagtig som den smukkeste stjernehimmel. Underligt ik'? Det var bare så smukt, dog ikke romantisk, da vi jo stadig stod med kolde fødder i grottevand inde i jordens fugtige klipper, men helt klart en uvurderlig oplevelse, som der altså kommer flere af, hvis du, læser, hænger på.
Uhyggen blev ikke mindre af, at når vi tog billeder, blev vi alle til spøgelser – gæt hvem dette spøgelse er:

Waipoua Forest
Her så vi et træ, som er 2.000 år gammelt. Det er 13 næsten 14 meter i diameter og 53m meter højt. Altså træ'et var da imponerende at se i sig selv, men det som fik de grå hjerneceller i gang, var tanken om, at træ'et var et lille spirende frø, da ham Jesus blev født. Tænk, hvis det træ kunne fortælle, hvad det har oplevet. Sidst da Hans var her, så kunne man gå rundt om det, men nixen – ik' mere. Turister er ikke særlig hensynsfulde, hvar'?

Coromandel, Hot Water Beach.
Vi ankom først sent eftermiddag til Seabreeze camping og troede at det var for sent med naturoplevelser for den dag. Men nej, det viste sig at vandet på Hot Water beach først begyndte at stige kl. 18.30, så vi hankede op i 70'er camperen og kørte derud. Hans har været der før og fortalte, at man bare skal grave sine fødder 10 cm ned i sandet og lige meget hvor koldt det øverste sand og vandet derover var, så ville sandet være varmt. YEAH'er man.....for Benedicte lød det lige så ånsvagt, som da de i Dubai talte om at akklimatiserer vandet, således at det ikke var så varmt, når det nåede stranden – kun for de rige turisters skyld. Cilie's umiddelbare hjerne stolede helt på sin 'farmand', også selvom moar'en prøvede at mindske hendes forventninger. Vi havde også lånt en skovl, så man kunne grave et hul i sandet og ligge i det varme sand......hmm...der måtte alligevel være noget om det, tænkte Benedicte. Det blæste og selvom vi havde taget næsten alle vores trøjer med, så var det en kold omgang. Efter at have gået langs stranden et stykke tid, sagde Hans; 'prøv at kom herud i vandet og grav fødderne ned'. 'Hmmmm....hva' erd' mæ' ham Hans og hans overbevisninger'. Benedicte blev overtalt, rullede bukserne op, vadede ud i de kolde, lave bølger. Vrikkede et par gange med underkroppen, så fødderne gravede sig ned i sandet.......WOUW.........sandet blev varmere og varmere og varmere og til sidst alt for varmt, så Benedicte hoppede op ad sandhullet og løb rundt i det kolde vand, som en stukket gris, for at afkøle sine fødder. Der stod Hans så med et smørret grin om læberne og nød at se på sin ellers så påstående hustru.......

Geografi undervisning: -Under området, hvor Hot Water Beach ligger, er et vulkansk resoir, hvor der er meget varmt. Sandet kan blive op til 64 grader varmt, hvis man graver ca. 50cm ned.

Her i nærheden var der også et meget stort og smukt vandfald – her havde Benedicte dog ingen betænkeligheder ved sin husbonds påståen,

ROTORUA
En boblende by med springende geysere rundt omkring, boblende mudderhuller, mange områder med konstant varme dampe, som stinker af svovl. Dette syn, er ikke kun begrænset til et lille naturmirakel område, men alle steder her og der, hvor man går – over det hele....Det er ufatteligt. Når man går forbi en kloak, så kan man høre det syder og bobler derinde. Det er næsten sådan, at man er helt bange for, at træde forkert og så begynder endnu en geyser at springe 30 meter op i luften, lige hvor man står. Det giver én en følelse af, at hele undergrunden er en levende heksegryde. I denne by har de absolut ingen varmeregning, da de udnytter undergrundens varme. Hvis vi er ude og gå en tur, kan det hænde, at vi lige skal hvile. Så sætter vi os på en sten og efter et stykke tid, er vores numser helt varme,- ingen varmepude, men en varmesten. Faktisk var der for nylig beboere fra 4 huse, som måtte flytte, da der pludselig begyndte at boble kogende mudder op gennem deres gulve. Her på denne camper, hvor vi er nu, er der 3 thermal bade, som vi frit kan bruge – og gør det. Hvis man bor i telt, kan må sætte sit telt på et område, så er der gulvvarme...hvar' hva' sir' I så'? Der har telteproducenterne langt igen.

Vi har alt i alt kun mødt 5 danskere, -2, der rejste hver for sig og 3 supersøde fra Frederikshavn; Susanne, Mette og Thomas. Sidstnævnte mødte vi på Myella farm og har holdt mail kontakt lige siden. Vi er nu mødtes i Rotorua og det er kæmpe hyggeligt. Cilie bliver ufattelig forkælet og een af dagene var hun med dem ude at se flere geysere. Hans og jeg var alene....meget tomt og underligt. Vi nød roen ved at lave ABSOLUT INGENTING........ Efter Rotorua skilles vi igen og har ikke mulighed for at mødes mere i omgivelser som disse. Hvor livet dog giver meget af det gode og gør ondt, når alt ikke er for evigt.

MAOI SHOW.
De fleste New Zealændere har en helt anden respekt for naturen og landets oprindelige befolkning end der ses andre steder på jorden. Det afspejles alle steder, helt fra skulpturer i gadebilledet, bynavne og, at offentlige informationer m.m. står både på engelsk og maoi. Vi valgte at købe en hel pakke i et kulturcenter og vi må sige, at det var NOGET HELT anden end det vi så i Australien. Der var lavet byer, moderne diasshows mm. Vi så 2 forestillinger i den tid vi var der, fik det lækreste maoimad og fik en masse viden om de gamle traditioner. Med stoltheden af, at stamme fra slagfærdige vikinger, som kæmpede sig til lande som SydNorge, Sverige, dele af England, Nordtyskland m.fl, så kan disse maoi'er klart sammenlignes med vores vikinger i frygtindgydelse. De gamle kropslige teknikker med meget åbne øjne, tungen ud og så tatoveret på de fleste steder på kroppen, kan i sig selv være skræmmende nok, men så er deres krigsdans (HAKA) ikke nævnt endnu. Krigsdansen er meget maskulin, voldsom og alligevel med meget elegante, fysiske og behersket bevægelser. Den bruges til at 'lade op' til krig og sport, mentalt, psykisk og fysisk.

Deres våben er så nøje udtænkt, at hvert enkelt er designet til at skade bestemte kropsdele...AV....Hele deres krigsstrategier må for ca. 150 år siden havde været nøje og intelligent udtænkt, da New Zealand blev indvaderet af hvide. Ellers ville de kulturen ikke have overlevet i den udstrækning, som det er idag. Tænk på Australien og deres forhold til Arboriginals. Det skal dog ikke lyde kun rosenrødt. Mange maoi'er har ingen uddannelse m.m., men der bliver gjort en indsats og på nuværende tidspunkt sidder der en del maoier i deres parlament. Om årsagen til dette, er HAKA'en med udstående øjne og udstrakte tunger m.m. eller det er fordi 'de hvide' i New Zealand respekterer naturen lige så meget som maoi'erne og dermed fundet en fælles forståelse, det kan dog ikke vides fra os 3 små turister.

Go-karts tur ned ad bjerget.....
Jeps – Benedicte indrømmer; -dette er næsten fortrængt. Vi tog i lukkede lifte op på toppen af bjerget. Fik en go-karts hver, hvor -ifølge Benedicte- den svage bremse sad i styret. Hvis man hev i styret, burde den bremse og hvis man ikke tog i styret, så styrtede Benedictes tanker ud over den smalle beton bane uden rækkeværk og ned, ned, ned ,ned og mere ned ad de snoede kurver på bjergsiden i rasende fart.........Det var IKKE en tur for Benedicte. Når man så skulle op på bjerget igen, var det i skilifte, hvor man kunne falde laaaaangt ned, hvis man altså var så uheldig på liftturen at tabe 50kg og glide ud af liften. Var det alderens bange anelser, der dukkede op eller er det bare, at Benedicte er et skvat med højdeskræk. Hvis der havde været et go-karts politi, så var Benedicte helt sikkert blevet anholdt for at køre for langsomt. (Benedicte kommenterer, at det MÅ være alderen, da hun i sin yngre dage ikke stod bagerst, når der skulle dyrkes ekstremsport – eller ogs' gi' hende en vild hest, så føler hun sig tryg - måtte lige tilføjes) Da vi alle endelig var kommet til foden af bjerget, kunne man fra Benedictes hænder op til en ½ time efter, lave de fineste aftryk fra plastichåndtagene. Bedre blev det ikke, da Hans og Cilie betalte for yderligere 3 turer........SÅ var det igen tid til at Benedicte skulle tænke på at bage kage, eller også bare angribe hele caferiets kageafdeling i én mundfuld. Kom ikke og sig' at lilletøsen Cilie er bange af sig.......

Wellington
Hovedstaden i NZ – ikke meget at fortælle om, dog med undtagelse af et flot gennemarbejdet museum TE PAPA. Ingen af os har nogen sinde været på et så fuldført museum. Her skal lige ses bort fra Louvre m.fl, hvor bygningerne i sig selv er museer. Vi var inde i et lille værelse, hvor vi oplevede jordskælv, vi så igen maoi'ernes flotte kunst og udviklingen af NZ's historie....ja vi kunne blive ved. Vi var der i næsten 5 timer. Vidste du, at for ca.150 år siden var ca. 85% af NZ dækket med skov, så kom de hvide og i løbet af 80 år, var så meget skov væk (brændt), og der nu kun er ca. 20% skov tilbage??? Resten er nu græs, hvor 37 mill. får og noget kvæg går og bliver fede.
Her ses Cilie i et hjerte, som har nøjagtig samme størrelse som på en blåhval.......

Så forlader vi den smukke natur på nordøen for i 3 timer at sejle ned til sydøen, hvor naturen skulle være lige så smuk– bare barskerererererer. Men det kan kun tiden vise os.............

Lige en notits om bjerg'etapper med Hans som fører af den 4 hjulet 70'er camper.
Når Hans kører bil, så har han en indre følelse af, at det er allerbedst at være den første bil på vejen !!!!!! Da dette jo mere eller mindre er umuligt, driller Cilie og Benedicte ham med, at det nok er fordi han er storebror'en og altid vil være den første (har I, Søren, Lars og Lise, et lille smil på læberne nu?). Det resulterede jo også i den der bøde i Australien......hm.....hmmm.... Nu har piben fået en anden lyd. 70'er camperen kan IKKE klare de stejle bjerg-etapper i den fart Hr. Koch ønsker det. Cilie og Benedicte nyder dog stille og roligt udsigten og at faren ved det rolige tempo er langt mindre end hvis vi ikke sad i 70'er camperen. Når vores kæmpe metalsneglehus kæmper sig op ad bjergene i 3die gear, larmer det, så det næsten giver ekko fra de langtfra liggende bjerge. Uhhaaa....hvor det i starten ikke passede til Hr. Koch, men nu har piben fået en anden lyd. Hans har kapituleret! NU føler han sig lige så magtfuld i kræfter, som når de store kæmpe trucks med 20-30 gigantiske træstammer på ladet sniger sig langsomt op ad bjergene. Hans hilser med et vink til de store trucks og Cilie og Benedicte smiler tavst til hinanden.......... - og forleden overhalede Hr.Koch 3 biler.....wouw – what a day...wrooommmm...wrooommmm....
Her er et billed af truckerHans og Dougy, som prøver at reparerer lidt mere på metalsneglehuset......øhhhh...undskyld: TRUCKEN.

28.10 - 24.11.08 New Zealand
Så er familien StokkebyKoch kommet på camping – vi ved, at I nu glæder jer til igen at høre beretninger fra vores årlige dejlige campingferier fra Rødby Havn og igen se de dejlige naturoplevelser, vi fotograferede af det danske flade landskab.
MEN DET SKAL I IKKE. Hæng på, for dette er alt andet end flade DK.
Vi ankom til Auckland og blev i lufthavnen hentet af Rodney, ven af en af Hans's gamle kollegaer,- dengang for 18-19 år siden, hvor den dengang unge (iflg. Hans læs; yngre) Hans boede her i NZ. Vi lejer Rodneys autocamper, som skal være vores hjem i 3 ½ uge. Yearh mate.....this is really the 70ties, man......En gammel autocamper, hvor mønstret på plyssæderne for længst er falmet og de lyseblå gardiner passer ikke til al den træbeklædning, som overalt er klistet til vognens indersider, skabe m.m. Vi får fortalt, at her sagtens kan sove 5 personer!!!!! Hans og jeg ser på hinanden og det viser sig, at begge vores tanker flyver hen på fam. Kaa eller Mathiesen – hvor fanden skulle alle de familienmedlemmer kunne ligge på langs i denne 10m2 vogn uden at bruge nætter på at skændes om, hvem der har rettigheder til de 10 cm, som er tilovers i benenden. Nå, vi er heldigvis kun os 3. Cilie har fået hulen over føresædet og os voksne finder ud af det i underetagen. Når bilen kører, rasler og larmer det fra hele vognen, eller er det motoren.....?, Nå, men alt dette viser sig at være ligegyldigt, når det er NZ vi er i.
I Auckland skulle vi en tur på det, som en kiwi (-en der er født i NZ) kalder; 'Memory lane'. En tur, hvor Hans fik set det sted han boede og alle de gamle minder kom frem. Damen som nu ejer huset, mødte vi og fik lov til at se haven. Johhhh....selvom der er gået 18-19 år, så har hukommelsen en forunderlig evne til at bringe alt det gode frem igen. Gad vide om du, Dorte også husker som Hans??????

Det er svært, meget svært at fortælle om den storslået natur, der konstant viser nye sider af sig selv hver 5 min. - uanset om man går, køre motorcykel, rider eller triller i 70'er camperen. I kender også alle til (på nær jer, Niels og David- prof. fotografer – al respekt til jer), at man ser smuk natur, tager billeder af det og når man så begejsret viser andre det, så bliver hvert et bjerg man så begejstret tog billed, alle de grønne nuancer man blev betaget af eller følelsen af den milde vind i håret.....hmmm...ja....billedet er blevet til noget ligegyldigt grønt misk mask, hvor den høflige betragter siger:'Jahh, det må virkelig have været...øhmm...specielt'. Men i virkeligheden kan man i vedkommendes tankeboblen læse:'så hellere se de der billeder fra Rødby camping' – hvis de i virkeligheden findes.......

O.k. - nu prøver vi at fortælle det så godt vi kan, men I slipper ikke for at se på amatørbillederne.

Whangaruru, Russel road.
P.t er vi på en skøn farm, hvor vi sidder på varandaen. Udsigten er 4 små bjerge, hvor heste ligger trygt og varmer sig i solen, ruller sig eller bare gumler af det friske spæde grønne græs. Forstil jer, at I traver 15min. op på toppen af et af de små bjerge. Og så skal I forestille jer – også jer hunkøn – de smukkeste quindelige bløde og frodigste former. På denne lille bjergtop skuer øjnene de smukkeste blødeste små, som store bjerge, med så mange forskellige grønne nuancer, som ikke engang hele verdenes kunstnere har kunnet fremstille. Hvordan naturen kan forme så bløde bølgende og alligevel høje bjerge, er uforstående. Og så er det ikke som i Schweitz, hvor bjegene stopper næhhh....her bliver det ved og ved og ved. Lidt som Himalaya bjerge og så igen noget helt helt andet. Her står man på denne lille bjergtop med den blide forårsvind som forsigtigt stryger over huden og de sidste blomstrende rhoderon og appelsintræer ses med strående farver i horisonten – undermunden føles som at have sit eget liv, da den måbende bare hænger. Hvem ville ikke være en fugl, som kunne svæve forsigtigt over al denne natur. Så tænk også på, at der i NZ kun lever 4.5 mill. mennesker, men at de har ca. 37 mill. får, som hopper rundt som bløde dunet bomuldstotter mellem de grønne nuancer. Her vokser blomster vildt, som vi i ministørrelser køber i dyre domme hos blomsterhandleren. Alt i alt, så er her så fantastisk. OG...så har vi ikke fortalt om, hvordan det ser ud ved havet. Prøv at se filmen'Ringenes herre' – lad være med at følge med i handlingen, men se kun naturen i baggrunden. This is it...nåhh...nej. En bedre ide er, at I selv skal komme og opleve det, så er I også fri for høfligt at kommenterer vores amatør billeder, som mest har betydning for os. Kom lige nu – der er masser af plads på denne farm – NU, sagde vi.

Vi har været ude på en vandretur og skulle se et gammelt hvalfangersted i en bugt. Det tog ca.2 timer frem og vise versa retur. Vi skulle gå over et bjerg og da vi kom op på toppen og så ud over bugten ja, så havde vores underkæber igen deres eget liv og betagelsen af den smukke bugt gjorde, at vi næsten faldt og rullede nedad bjerget igen. Da vi igen kunne tale, så nævnte vi alle jer derhjemmefra, som ælllsker naturoplevelser, så var I her alligevel også lidt og ingen glemt.

Vi fattede os igen og Cilie som ellers havde klaget lidt over ømhed i benene, glemte alt om det. Den eneste måde at komme dertil, var enten som os eller med båd – så vi var helt alene. Vi satte os på lidt tømmer, som var drevet i land. Vi sad bare der i flere minutter....ingen ord...ingen skraben med benene eller hvad nu ens 'chicks' kunne være. Sad bare helt stille, lyttede og beskuede. Tænk, at man kan få kriller i maven af noget, som bare eksisterer – er der. I USA ville man nok have skulle betale indgang til sådan en oplevelse – som en slags tivolioplevelse, men så'en er kiwi'er ikke. På hjemturen var alles ben ømme, men Cilie begyndte at skråle:' Det er i dag et vejr...et soooolskinsvejr, ohhh søde vår, nu er du atter nær......'. Vi har igennem lang tid i bilen hørt den i Kim Larsen version og Cilie kan den udenad. Den var helt perfekt til disse forårsomgivelser, så vi skrålede alle 3, ømme ben blev glemt og så vi stod hurtigt igen ved 70'er camperen.

Jahhhh....så har Cilie altså lært at køre motorcykel......dog på en lille en, men med 3 gear. Hun drøner rundt i naturen mens moar'en mellem de nervøse trækninger ved munden, prøver at se cool og afslappet ud. De nervøse trækninger fremkommer dog ikke kun at datterens ræsen rundt. Næhhh....Hans er ude med drengene fra farmen på off-roadere.

Farmen her ejer 20 x 20 km jord. Det er meget og det meste er bjerge med træer eller græs. Mens Benedicte kunne overskue Cilies drønen rundt, var det umuligt at overskue drengene og deres kørsel. På et tidspunkt i horisonten ses off-roadere op ad en stejl bakke og 7 min.efter dukker de op et helt andet sted, men denne gang ned ad en stejl bakke. Benedicte står imens og tænker på, om hun skulle bage en kage eller? -nok bare for at aflede sine tanker fra alle dem, som udfordre deres skæbner på 2 hjul. Så kom de 4 mænd...øhhhh...drenge retur og mens de med fuldstændig mudret tøj fik en velfortjent 'bajer', blev der snakket om, hvor sjovt det var, da Dougy faldt af og motorcykel sad fast mellem 2 træer, da de kørte gennem vand, så næsten kun styret var ovenvande eller da Hans stod med baghjulet ud over skranten og hvilken teknisk han brugte til ikke, at ende rullende med motorcyklen nedad mod bunden af bjerget...hm......måske Benedicte alligevel skulle bage en kage!!!!!

Vi bor p.t. på en skøn farm. Darren, som 'runs' the farm har boet i DK. Vi fik hint'et af Birgitte og Svend, som også har været her – tak. Det viser sig tilmed, at Dareen i DK har arbejdet sammen med Hans ex-svigerinde, Anya. Ja, så er verden lille. Darren er et fantastisk positivt menneske, som man bare ikke kan lade være med at holde af. Dougy er halv maoi og arbejder her også. Han har en personlighed som vores Sebastian, så vi glæder os meget til at huse ham, når han til næste år besøger DK. (-det gør altså også, at vi savner Seb meget). Nå, men en mere farmhistorie skal I have.

I går sagde vi 'ja' til at hjælpe med at malke 180 køer med maskiner. Hans kørte os derhen på 4hjuls-off-roaderen, eller hvad den nu hedder. På den farm har de et får, Koko, som løber rundt mellem 5 hunde og tror, at det også er en hund, bare med brææææ..stemmen i overgang. Hans bryder sig bestemt ikke om kokager, så han havde regnet den ud, da Cilie og jeg startede med at hjælpe. Det foregår således, at man tager ca. 12-15 køer ind på 2 rækker. De står alle med bagen mod en dyb grav. Sådan en a' la automekanikere bruger, når de skal se under bilen. Her står køerne bare oppe på siderne. Det er indrettet sådan, så man bedre kan sætte sugekopperne på deres patter. Deres dertil indrettet numsehuller er altså ca. ½ meter over vores hoveder og dermed faren for at få enten......-nu skriver jeg det altså, som det er-: 'tyndskids kokager eller tis' i hovedet, er ret stor. Vi klarede næsten frisag, men tænk på, at vi faktisk skal rode mellem deres bagben og haler for at kunne sætte sugekopperne på – JEPS , du har fanget den. Vi havde kolort over det hele, men sjovt var det. Dog kun for denne ene gang. I vores nytårstaler fremover vil vi sende vores tanker til de landmænd, som gør dette min. 2 gange om dagen.

Vi tog et ordentlig bad, spiste aftensmad og så i seng. Næste morgen kom Cilie under Benedictes dyne for at putte lidt. Benedicte duftede til Cilies nyvasket hår og sagde:'Uhm...hvor dit hår
dufter dejligt', hvorefter Cilie sagde:'- og dine fingre stinker af kolort,mor!'.

I morgen drager vi videre mod nye eventyr...............

Nomader - det har været os det sidste stykke tid. Vi har i en lejet bil, kørt hele strækning ad 'the gold coast/great barrier reef'(ca. 1.800 km), på det, som vi i dk ville kalde en landevej, men som de her kalder 'The highway' – eneste og største vej!!!!. Der er de fleste steder kun 1 spor og efter ca. hver 5-10 km, er der en overhalingsbane på max. 1 km. På denne Highway kører alt fra kæmpe trucks med nok flere 100 tons materialer til cykler...jeps...vi skriver cykler – dog ikke så mange, men de dukker op af og til. Vi ville meget nødigt kaste os ud på cykler i tæt trafik med trucks m.m, som kører 100 km i timen. 100 km er det højeste man må køre, men gennemsnitsfarten kan højst snige sig op til 80 km i timene, da der ofte er vejarbejde, langsomme søndags'fruer', som cruiser på the Pacific highway med håret fyldt med lak og lange røde negle blandet med 'real outback cowboys' i rustne pick-ups. Se, denne fart passer ikke til Hans's temperament og B&C får konstant hints om, at hvis HAN bare havde været på sin gule bimmer, så kunne han lige og lige og lige og lige have ophalet. Forleden sad Hans så i sine egne tanke bag rettet og drømte nok om sine MC ture i Tyskland med Jens og Co. Hans overhalede i den tilrettelagte bane, men tog ikke derefter farten af, som der står allevegne står man skal. MAX 100 km.......Hans kørte 125 km i timen! -2 min. efter kom der blå blink i bakspejlet, hvorefter Hans naivt og fuldstændig uvidende om sin egen handling siger: 'Nå, gad vide hvem de er efter'. Fru Koch svarede svagt og forsigtigt: ...' at det kunne jo måske være efter ham!' 'Hmmm..njahhhjjj.....tror du?'. 'Ja', svarede Fru Koch. Hans kørte ind til siden og det første der i vores øjenhøjde kom til syne, efter at have rullet vinduer ned, var en 'gun' velarrangeret i den uniformeret politimands bælte. Hans måtte puste i alkoholtest og tale lidt for den syge moster, han ellers havde glemt alt om. Vi slap ikke, bøden på 250 au-dollar skulle underskrives (ca. kr. 1.000,-). Herefter måtte Benedicte ændre sine hustrumanerer fra Fru koch til Mrs. Hyachint Bucket.

Vi har boet fra usselt og beskidt, hvor vi blev vækket af fly fra lufthavnen, som var vores nabo til det smukkeste rene paradis, hvor lyden fra bongotrommer med didgelidooes vækkede os.

Hervey bay :
Et hyggeligt hostel, hvor stemningen var lige 'os'. Vi havde tilmed en hel hytte for os selv med køkken, 2 værelser m.m. Det var her vi var ude og se pukkelhvaler. Vi så 2 pukkelmødre med babyhvaler ved deres side. Derudover så vi en del andre kæmpe hvaler boltre sig i havet med skumsprøjt og hele showet. Hans stod konstant med fingere på kameraudløseren, som hvis det gjalt om at skyde med geværet i Tivoli og få den største bamse. Men alligevel, så var hvalen nede i havets dybder, når Hans havde trykket på 'aftrækkeren'.

Surfers Paradise
Siger sig selv! – skønne strande og et centrum som minder om Maimi eller havnen i Dubai med Versace hoteller, smarte biler, smukke unge kvinder i høje hæle med kunstige...et eller andet på kroppen. De arrangerede udflugtturer handlede om pub-crawls m.m. Meget andet end det vi tidligere har set i 'the outback'. Men igen, vi er nok mere til land-livet end brystcrawl mellem larmede diskoteker.

På vejen videre ad 'the gold coast' drejede vi af Highwayen og besøgte Steve Irwin's Zoo, som mest af alt selvfølgelig var krokodiller og så et show med dyr som var så amerikaniseret, at vi følte os så majet daaanske og helt udenfor fællesskabet, da vi ikke hver især sad med kæmpe diet cokes, king size mars barer og hjuede med, når det fra arrangørerne blev dikteret, at vi skulle skræppe som duer eller stå op og være med i en konkurrence om, hvem der bedst kunne efterlige en abe! Dyrerne i de forskellige burer var dog dejlige at se på, men de kender jo heller ikke til vores talte sprog, som ofte differencierer os mennesker fra hinanden.

Colangatta
Puhhh ha da, et ulækkert hostel. Vi boede lige op ad den larmende lufthavn og der var bare så beskidt. Vi fik dog her boltret os i de høje bølger på stranden, hvor livreddede konstant stod med øjne stirrende på alle store som små i bølgere. Til vores (Hans's) store fortrydelse lignede ingen af livredderne Pamela Anderson eller andre af de virkelig dygtige skuespillere fra Baywatch, som gennem deres uddannelser har læst Stanislowski. Af erfaringer med bølger og strømme, satte vi dog stor pris på, at disse livreddede har lært andet end skuespillerfaget og passede godt på os. Bølgerne er kæmpe og strømmen meget stærk. Til gusine Sanners oplysning, så holdt Benedicte det ud ved at tænke på , at det småkornet sand måske ville give lidt kropspeeling.....hii...hææææ.

Port Maquire
Et rent og dejligt hostel, hvor vi desværre ikke havde vejrguderne med os. Det regnede, så det blev til gåturer, hvor vi, som ved alle de andre strande kunne se ivrige surfere. Altså de der ihærdige surfere, de er godt nok seje. Det er en helt livsstil. Det regner tykke dråber, er temmelig koldt i forhold til årstiden og alligevel ligger de langt ude i bølgerne og venter på 'BØLGEN', 'THE WAVE'. Når den så, efter måske 23 min., endelig kommer, så forløses ventetiden i et smidigt imponerende hop op på surfboardet og surferen's bræt smyr sig med glidende bevægelser mellem naturens barske, uventet og overraskende bølger. Dukker pludselig frem igen, hvor man bedst tror han/hun er slugt væk af kæmpe bølgeskvulp. Der står surferen så, retter sig stolt op og glider langsomt ud ad bølgen. Af og til glider de med bølgen helt ind på stranden igen. IMPONERENDE – IMPONERENDE - også i regnvejr.

P.S. fra Cilie – her besøgte vi også et koalahospital. De er bare SÅ søde at se på. De er blevet reddet fra skovbrande, køretøjet, hundebid m.m. Cilie ville have dem alle med hjem.

Beachhouse nearby Sydney
Et meget stort hostel, hvor mange af gæsterne arbejder omkring dette område og i fritiden surfer og bare 'hænger ud'. Stranden ligger 50 m. herfra. Os, der p.t. IKKE arbejder var så heldige, at i dagene, hvor vi opholdt os i området, var der faktisk ridestævne, som vi selvfølgelig drog ud og så. Det var ikke et helt almindeligt dressur eller spring stævne, næhhh det var en holdsport, hvor de skulle løse alle mulige eller umulige øvelser. Det handlede om i vild galop at hente ting fra jorden, stadig siddende i sadlen eller hoppe af og på hesten i fuld fart eller ride en slags stafet. Der var 10 lande repræsenteret og DANMARK var sgu' mæ'. Så kan du ellers tro, at de patriotiske følelser kom op i os. Vi hujede og råbte af lungernes kraft og blev helt bidte af stemningen. Der var ikke så mange danske tilskuere (måske kun os), så vi fik smil af de kæmpende deltagerne og på et tidspunkt sagde Cilie lige så stille:'nej, mor, nu syntes jeg altså du er for pinlig!'......men sjovt var det. Finalen er om 2 dage, måske vi tager derud igen.....

Sydney og OPERAEN.
Vores umiddelbare indtryk af Sydney er; nye højhuse, mørke jakkesæt, flere høje huse og også en masse kvinder i mørke jakkesæt og meget høje stilethæle. Det er så afgjort en buisnessby med hvad det indebære. Det er en by som N.Y og andre byer uden lang historie bag sig. Den er vågen hele døget. Om aftenen kommer de rige, yngre og smukke frem i aftenens glød og sætter en dejlig glad stemning i gang, efter de i løbet af dagen har sørget for den store verdens finanser.
Operaen – vi gjorde os i stand til den store aften – så meget vi kunne med det vi havde i rygsækken.

Drog derefter mod det, vi i lang tid havde glædet os til og var meget spændte på, om forventningerne nu blev indfriet. Vi havde på gåturen dertil købt lidt sushi-take away. Efter at have afhentet de bestilte billetter, havde Hans mere ro over sine tanker og vi satte os i solen foran den kæmpe bygning og spiste sushien. Vi sad der ca. 1 time og så meget velklædte tage de mange trapper mod indgangen. Vi så minimum 5 brudepar, som skulle have taget deres bryllupsbilled med Operaen i baggrunden. I den time vi sad foran, så vi de mange forandringer, der kom i forhold solens forsvinden, hvilke skygger pragtbygningen gav og følte helt klart en stemning af, at dette bygningsværk var et af autraliernes ubetinget stoltheder. Bygningen er kæmpe, men virker så blød i sine former i forhold til himlen. Så afgjort et smukt og blændende arkitektonisk mesterværk.

Vi tog derefter selv trapperne til indgangen sammen med de meget nydelige gæster, fandt vi vores gode pladser, fortalte Cilie om de 2 første akters handling og så startede La Bohéme. Det var en moderne opsætning, men levede helt op til forventningerne. Cilie sad med åben mund og lyttede og da Hans så det, så blev han varm om hjertet, da han måske i sin datter havde fundet en lidelsesfælle indenfor Opera'en. Da vi tog en taxa den ene km. tilbage til hotellet faldt Cilie bum i søvn inden vi havde kørt 100m. En stor oplevelse for Cilie som også følte sig meget bevæget, da Mimi i slutningen døde........-rigtig opera.

Så er det videre til nye eventyr i New Zealand – masser af smuk natur. Vi glææææææder os.

____________________________________________________

Vidste I:
at store krokodiller kan udvære mad i 1 år?
at hvis du kæler en krkodille mellem øjnene, mister den stedsans og lukker øjnene. Godt at høre, hvis man en dag bliver angrebet ved en flodbred.
at Kænguru faktisk betyder: 'Jeg forstår dig ikke'. Det kommer fra dengang en hvid mand spurgte en aboriginals, hvad de så kaldte sådan et sjovt dyr.
at både Hans og vores kat Snebold har fundet sin overmand i søvnbehov. En Koalabjørn sover minimum 20 timer i døgnet.

Et spørgsmål:
Hvordan dælen kan alle aussier være så hvide? - er deres hudgener virkelig så engelske? Vi bruger solcreme nr. 20 og 30 og alligevel får vi da en glød i teinten. Hvordan dælen kan aussierne undgå det?

Klumme over Australien til dem, som er interesseret.
Det første hvide barn blev i 1788 født i Australien, og dermed det første hvide barn, som under sine fødder oplevede et af Australiens kendetegn, nemlig, den røde jord. I dag hersker den hvide kultur og på gadehjørner ses hjemløse aboriginals. Vi har besøgt et kulturcenter, hvor vi fik gennemgået de gamle ritualer og hvordan den oprindelige kultur (aboriginals) levede eller rettere sagt overlevede. Hva' er det med de hvide, som indvaderer århundredes kulturer og mener de kan gøre det bedre med deres høje huse og mørke jakkesæt? Eller dengang i 1957, hvor Utzon vandt retten til at bygge operahuset. Johh...Utzons tanker, som først blev færdiggjort i 1972, er et overdådig smukt værk, men hva' har italiensk opera at gøre med lyden fra didgelidoer??? Vi mener at have oplevet australien fra flere sider. På Myella cattlefarm var de fx, meget forundret over, at vi i dk kun brugte heste til 'pleasure'. 'Jamen, hvordan fanger I så jeres kvæg ind?'. 'Johhh, ser du, vores marker er slet ikke så store som jeres, så vi kan kalde på køerne'. Dette svar udløste en ryste på hovedet på mr. Cattlefarmer og han udlod at spørge om flere kløgtige spørgsmål, hvor han kun fik uforstående molboagtige svar. I 'the outback' oplevede vi de tidligere kulturers stolthed, som fx da vi var ude at ride med rodeomesteren. Han havde evnen til at finde alle mulige træer, buske og dyr, hvor han fortalte stolt om, hvordan det oprindelige folk havde brugt denne natur som mad, medicin m.m. Men, der er langt fra denne stolthed til konstante informationer (læs:formaninger) i de tættere befolket områder. 'Hver gang man skal 'number one' eller andet på toilettet, så hænger der flere sedler om, hvor meget man nu skal huske at spare på vandet. På highway'en står skilte med ca. 1 km afstand, med fx ordene:' Take a rest and survive' eller 'Rest or R.I.P' (R.I.P=rest in peace, som man skriver på gravstene). Ca hver 10'ende km, er der så skilte som fortæller:'Jesus will find your way'!. På alle spejle hænger der klistermærker om, at vi skal spare på vandet, eller passe på hinanden og os selv. Hvor blev lige det kollektive ansvar af i alle disse formaninger. Der er lidt 'big brother's watching you' over det, men eftersom det først var i 1954 Australiens royale engelske queen Elisabeth II kom på besøg, så undrer det måske ikke, at Aussierne hælder mere til amerikansk kultur, eller ????
Ihvert faldt vurdere vi Australien som et samsurium af gammel borgerlig engelsk kultur blandet med den oprindelige kultur samt en del påvirkninger fra 'over there'. Et yderligere eksempel er; I 'the outback', kan du komme til et T-kryds, hvor du kan vælge at køre mod Dululu, Wollongong eller Banana.......efter 5 km kan du så vælge at køre mod Cornwall, Newcastle eller Gloucester. Når du så kommer ud mod surfernes kyst kan du vælge områder som Miami, Palm beach m.m.
Når dette så er sagt, så er det forståeligt nok, at nogle vejskilte siger som de gør, da vi desværre også har set, hvor galt det kan gå, hvis en truckfører kører galt på de smalle highways med 100 km i timen. Og inde i outbacken, er regn velkommen på den støvet røde jord, men.........det moderne menneske må også gerne selv kunne tage ansvar, nøjagtig som i tiden med aboriginals, eller har højehuse og jakkesæt overtaget menneskers sunde fornuft?

Men at være i sådan et stort land og være så lille en dansker, det kan vi være stolte af. Australsk TV sender 'Ørnen', vi deltager i hestekonkurrencer og alle kender os for ...igen noget royalt, ja, nemlig DERES Mary. Sladderblade har travlt med at skrive, at Frederik og Mary's ægteskab er på vej til skilsmisse, men det er vist bare sladder. Der står også, at Madonna og Tom Cruise skal skilles,- er det også bare sladder?. Ja, vi har været væk 1 måned og vi er super glade for, at den australske dollar er faldet dratisk, så vi har flere penge til rådighed, men hvorfor ren politisk...det aner vi ikke. Vi har INGEN nyheder hørt overhovedet, åhhh....jo, vi så lige på en avisforside, at de ca. 20 km fra hvor vi svømmede, havdefde fanget en hvidhaj – dog kun 2,3 m. lang.

Rockhampton 12 – 14 okt. 08

Saa var det desværre tid til at drage videre fra Myella. De sidste dage oplevede vi igen eventyr. En ældre herre på 72 år kom forbi, Alwin Toorenbeck. Han er gammel rodeomester og kunne fortælle historier om dengang det var det rigtige 'wild west'. Vi var også ude at ride med ham – og 'hallo' en mand på 72 år, som nok har været skadet de fleste steder på kroppen,----- han var vild at ride med. Vores TEMMELIG MODIGE datter susede afsted i galop og var helt i syvende ride himmel. Det endte faktisk med, at hesten rodeomesteren red på, skred i galop og mesteren faldt af!. Det har han jo prøvet en del gange tidligere i sit liv, så det var bare op igen. Tilbage på Myella holdt vi lav profil, da denne form for ridning ikke var helt relementeret.

Så efter frokost spurgte han om der var nogle gode løbere imellem os, da han skulle have hjælp vedr. en mor-løs kalv, han havde set på vejen hertil. Der blev peget på Hans (tænk her på, at Hans på Myella farm var den mest aktive gæst og set i sammenhæng med hans muskuløse slanke krop, så mente alle, at han var den mest egnet – hvilket det også viste sig at være). Vi kørte ca. 15 min, hvor Cilie og Benedicte sad på ladet at pick-up'en. Vi fandt kalven tilsidst. Alwin fandt den hurtigt mellem buske ved at følge friske spor i jorden !!!!! Friske spor...vi flade by-danskere vadede bare rundt i tørret jord og kunne kun se vores egne næsetippe. Da Alwin havde fundet kalven, måtte stærke far-mand Hans træde til. Kalven var ca. max 3 dage gammel, en indtørret navlestreng hang stadig fra maven, men den var helt afkræftet. Hans fik den løftet op og båret den hen på ladet af trucken.

Alwin vurderede, at den endnu ikke havde fået noget som helst mælk, da mor-koen nok var død. Så blev Cilies følelser sat på spil. Hele vejen retur sad Cilie og holdt dens hoved, så det ikke gjorde ondt, når bilen bumbede. Hun gav den straks navnet: ̈́Skibers' og hviskede til den, som veninder kun kan gøre. De næste dage var Cilie hurtigt vågen for at løbe over til den og derefter give den mad. Da vi sagde farvel til Myella lå den stadig og var afkræftet. De vurderede, at der kun var 50 procent chance for overlevelse!!!!!!! Kryds fingre for Skibers.

Så drog vi videre til Rochhampton, som Hans giver et godt billed af; -forstil jeg en lille 'western' by, men nu kun med vinduesfacader. Dette er virkelig et hul...!!! Der er ikke andet at komme efter – andet, end det vi faktisk ser efter – gode bilige støvler, hatte og pisk (Cilie giver gerne opvisning, hvad hu kan, når vi kommer til dk).
(P.S.- da ca.1/3 af alle australier går med hat, så ligner vi faktisk ikke latterlige turister på det område).

Vi har været ude og se nordmanden John Olsen's grotter. Han fandt dem for ca. 100 år siden. Vidste du, at det der får klipper til at flække, kan være planters rødder, som graver sig ned i sprækker og dermed får klippestykker til at revne og brage ned på andre klippestykker som så får det hele til at styrte sammen.

Vi stod lidt nervøst og så en sådan revne, mens guiden forsikrede os om, at det ville tage ca. 10.000 år før klippen over os ville revne......Der var i bunden af klipperne lavet en lille katedral. Det var målt, at akustikken næsten var på højde som i Sydney operaen og da guiden spurgte, om der var nogen som gav et nummer, så startede Benedicte på 'Summertime'. Er I vimmer, hvilken arkustik. Alle små sangmæssige finesser kom med og det var bare om at være korrekt i alle fraseringer m.m. Ikke som når der bliver rocket med 'drengene' i KTS-kælderen.

Så har vi været på krokodillefarm – holdt nyfødt krokodille (-med tape på gabet) set 'den nye croc-steven' - det var en oplevelse...uhhaaa.....se billed.

HERVEY BAY 14.10.08 - 17.10.08
Så er vi kommet til kysten med sand, havn og masser af turister. I går var vi så ude at se pukkelhvaler – wouw....-de er godt nok store.

Her har vi desværre også pr.mail modtaget en sørgelig besked. 'Skibers' – den lille kalv Cilie var med til at finde og redde, døde desværre i nat..... men så'en er naturen desværre og nok også godt, at vi ikke var på Myella, da Cilie så ville have været den første om morgenen, som havde fundet den død. Nu er den hos sin mor i ko-himlen.....muhhh.....

Imorgen drager vi igen videre ad kystvejen mod Sydney, men tager et stop i 'Surfers Paradise' – måske vi vil føle os lidt yngre med de unge...eller.......???? På vejen vil vi prøve at finde det Koala hospital, vi hørte om tidligere på turen.

Vi har selvfølgelig købt pisk, boomerang, støvler og jhhhiiihaaaaa- hatte. P.t. står Hans og Cilie og øver sig på at smælde med pisken, mens Benedicte om lidt råber dem op og sige, at det nu er tid til at komme på posthuset med vores ego-julegaver.......

Har nogen af jer en god forklaring til Cilie om, hvorfor vi nu ikke falder ned, når vi nu står på den anden side af jorden og hvorfor havet ikke begynder at dryppe......?

Hej for nu og .......ja, vi savner jer lidt....

Myella farm 09.10.08

CILIES RYGSÆK ER KOMMET – ca. 11 dage efter vi startede vores tur. Hans har gjort et fantastisk arbejde og talt med snart alle lufthavne fra Kbh til Rockhampton i Australien. På rygsækken kan vi se, at den har været i 'Suvarnabhumi airport' d. 29.09.08 kl. 12:24:31 !!!!!! Vi aner ikke hvor det er, men den er her nu. Også fantasimillioner tak til farmorLise, som gjorde startarbejdet hjemme i dk.

Et øjebliks skriftligt lille stemmingsbilled her fra Myella farm; - Det er efter frokost, her er stille og vi kan kun høre de sjove anderledes fuglelyde pippe fra de flotte 'bottletrees' og et træ fyldt med lilla blomster. Hvis man ser ud over græsplænen ser man en langhåret skandinavisk 8-årig pige ligge på græsplænen. Hun ligger tæt op ad en kalv, der kun er 4-5 dage gammel. Mon de sover eller bare døser lidt pga varmen? Det har i hvert fald en rolig afsmittende effekt på os andre. Den skandinaviske pige har givet kalven mælk fra flaske. Det var første gang for kalven,og nu er pigen og kalven blevet gode venner.

Det er svært det der med at blive venner med nogen så langt fra hjemmet, uanset om det er med dyr eller mennesker. På et eller andet tidspunkt skal der siges 'farvel' og 'måske' desværre ikke på 'gensyn'. Benedicte har faktisk den samme følelser med den hest, hun rider på. Når man sammen oplever noget anderledes, så binder det og Benedicte har i den grad oplevet noget anderledes med sin hest. Det ene oplevelse var, at Benedicte måtte komme ud med en erfaren kvægdriver, Shane, på en opgave. Mens vi red ud mod dagens gøremål, fortalte han blandt andet om dengang han flere døgn i træk måtte sove på hesten om natten – hvorfor han ikke lagde sig på jorden, kan du som læser måske selv gætte efter at have læst efterfølgende. Da fortællingerne var slut, så var det dælme fast arbejde. WOUW – der blev Benedictes drøm opfyldt. Der blev drevet kvæg til den store guldmedalje. Det gik stærkt, Scarface (hesten) var helt oppe på dupperne. På et tidspunkt skulle Benedicte holde en flok på ca. 45 køer tilbage. Tænk dig, at 45 køer står med front mod dig......hvis bare én af køerne vender om eller bryder ud af flokken, så er helvede løs og hele flokken drøner derudad – alt hidtil arbejde er spildt, da flokken ofte løber i galop retur til det sted, de oprindeligt kom fra. Nå, tilbage til Benedicte, som sidder på sin tændte hest i bragende sol og med støv fra de 45 køer foran sig, der bare står og gloer afventende på den ene hests eventuelle kommende tegn i form af een bevægelse. En af køerne er dristig, bevæger sig lidt foran de andre......Scarface bliver urolig, han kender til det at drive køer. Han har kun været på farmen i ca. 3 uger og har tidligere være ejet af en cattlefarmer, så han er eksperten. Scarface tripper, hvis jeg vender Scarface er det hele tabt og jeg bliver nok ikke den mest populærer gæst på Myella farm. Scarface stejler en smule, Benedicte prøver at følge ham og ikke give tegn på, at stejlningen skal slutte.......Koen bevæger sig igen fremad mod os, Scarface stejler lidt igen og så, lige så stille bakker den frække ko bagud. YES – what'a way to do it. Herefter tænker Benedicte, at det fremover nok er bedst kun at give Scarface tegn på retninger og tempo. Han kan det der og det viser sig også senere, da en du ko alligevel bryder ud af flokken. Shane råber, at Benedicte skal skynde sig efter den og diagerer den ind i flokken igen. And here comes the cow'woman' in full action. Hun galloperer efter køen i en fuld strækgalop og med den distance til koen, Shane tidligere lærte hende. Hun kommer endelig op til koen – en kæmpe en af slagsen – den vender sig mod Scarface, Benedicte lader ham stejle lidt igen.
Koen vil ikke vende. Benedicte presser Scarface tættere mod koen og så starter ' the wild west'. Koer prøver konstant af komme uden om, men nu tager Benedicte styringen og med det lidt neckreining hun har lært, er Scarfaces bagben bøjet godt, så forparen er fri til at vende hurtigt til højre og venstre. Koen giver til sidst op, vender om og trasker langsomt tilbage tll flokken. Men det er ikke godt nok, for hvis man kun er 2 kvægdrivere og selvom den ene har livserfaring i jobbet, så er køer utilregnelige. Koen må presses retur i galop og imens skal man igen prøve at få overblik over hele situationen. Heldigvis har Shane check på resten af flokken og vi kan igen drive videre med den. Det handler nu om, at få hesten til at være så rolig som overhovedet muligt, da alle hurtige handlinger m.m. vil ophidse flokken. Flokken kom i fold efter ½ – 1 times ridt med de udfordringer der hørte med. Normalt er vi ude mellem 2 – 5 timer hver dag – også Cilie.

Hver en muskel i kroppen er øm, men det er SUPER FEDT.
Ja, det var Benedictes drøm, der lige der blevet indfriet og Hans.....jahhhhh.....er ligner den fødte cowboy – a real Marlboro man. Cilie syntes af og til det er lidt vildt, men knyer ikke det mindste.

Den anden gode oplevelse Benedicte havde med sin hest, foregik på jorden.
Hun fik lov til at øve horsemanship (også kaldet 'hestehvisker'ri). Hun skulle derefter lave opvisning. Alt gik bare så godt. Hvis man har arbejdet rigtigt med hesten på jorden, vil den derefter følge én alle steder – uden at personen holder hesten i tov, hovedtøj eller lignende. Det endte med, at Scarface fulgte Benedicte lige i hælene hvorend hun gik.

Er du træt af at læse om heste?????? hm.....mm.... o.k., men det er vores verden p.t.
Vi er kommet ind i en god rytme. Efter morgenmaden, kører Hans kl. ca. 06.30, på motorcykel – nogle gange alene – for at drive hesteflokken på ca. 42 heste ind.

Cilie samler æg ind, giver 2 kalve mælk fra flaske og hjælper med at malke de 2 malkekøer.

Derefter hjælper vi alle med at fodre heste. Så skal der strigles lidt, sadles op og så er det ud. Vi kommer meget trætte retur ved ca. 12.30 tiden, får dejlig frokost. Så er der forskellige aktivteter om eftermiddagen, meeeeen, man kan også sætte sig med en god bog i skyggen, lave skolearbejde med Cilie, flyde i swimmingpoolen eller....som Benedicte gjorde forleden – tage et mini-mortorcykel-kørekort. Benedicte fik så god en karakter i at køre motorcykel, så hun må køre rundt på området alene og evt. sammen med Hans og Cilie køre op til en fold et stykke væk for at se solnedgang........Hans må alt, mmen han er jo også 'the real biker' i denne lille familie. Nåhhhh....Seb, nu manlger vi dig – og ihhh, hvor ville det have været skønt hvis du var her.........

Vi skal til at planlægge, hvad vi skal lave efter dette drømmeophold på Myella. Vi er alle 3 enige i, at vi faktisk godt gad og tage 1 år ud af den danske hverdag og arbejde her...........!!!!!!!..................

Nå, vi skal videre og hvor, ja, det må tiden vise.....tænk...vi har ikke været væk 2 uger fra dk endnu og har oplevet så meget – this is the best way of living – we are so lucky...............

Forresten – tak for de små beskeder i sender til os – det er rart at høre et par ord hjemmefra, også selvom det kun handler om, at det regner.

Så er vi virkelig 'in the outback of Australia'.
Da vi landede i den lokale lufthavn, var der en dame, som spurgte hvad vi dog skulle 'out here'. Vi sagde, at vi skulle på farmstay. Hendes ansigtsudtryk var derefter svær at fortolke. Var vi tossede, var vi ko-opdrættere eller hvad? Hun smilede overbærende og ønskede os en god tur. DET ER BARE DET FEDESTE.

Tænk, Hans er oppe før Benedicte og vi taler om før kl. 06.00 om morgenen. Da Hans er god til det der med 2 hjul og en masse hestekræfter, hjælper han med at drive hestene ind på den 2 hjulet om morgenen. Cilie er så brav – hun kaster sig ud i det og har i dag været med til at drive ca.25 køer 5-7 km væk fra farmen og ud til en bedre fold. Vel at mærke i stegende sol og med dumme lidt vilde køer foran sig.

Hun blev hurtig ven med Isabel, barnebarnet til ejerne, og så gik det bare derudad med at lære engelsk. Desværre er Isabel taget hjem, men så har hun allerede fundet sig nogle nye venner. Benedicte har i dag været ude med 'the real cowboys' i 5 timer på den slags hestekræfter, der har 4 ben. Hun har fået en superhest at ride på. Den er 1 del quarter, som giver smidigheden og robustheden (den bedste race til 'working with cows') og 1 del araber, som giver den temperement.

Lige nu er Hans på den 2 hjulet sammen med Shanon og Cilie, som kører med den 4 hjulet. De skulle ud og fodre heste. Benedicte sidder i denne bløde stol og hviler begge numseballer,- lige hvad Benedicte kan klare. Naturen er som man kunne tænke sig til; rød jord, underlige flaskeformet træer, støvet, fladt, barskt og så'en er det så langt øjet rækker. Her kører der lastbiler rundt med hjul, som er 3 meter høje og har en last på op til 2-300 tons !!!!!!!! - Hovedvejen ligger bare rigtig langt væk. Den nærmeste by ligger ca. 40 km væk og som de lokale selv siger, så skal du på din vej mod byen ikke blinke, for så kan du risikerer at have kørt forbi byen!. Det tager ca. 2-3 timer at komme til den nærmeste lidt større by. Her rister du brød på bålet, som hele tiden er igang, du tager te og kaffevand fra de jernpotter som altid hænger over bålet. Du drikker det mælk du selv har været med til at malke – de har 8 malkekøer. Og...og...så er de selvforsynet med kød – wouw, det smager godt. De køer, som bliver navngivet, bliver IKKE slagtet.

I går da Benedicte var ude på sin lille løbetur skete der noget meget anderledes. Hun havde Mama Mia (ej træt af den endnu L&N) på sin MP3'er og følte sig, til at starte med, temmelig tryg. Efter ca. 1 km syntes hun at hun blev overvåget. Hmm....nej for meget Stig Larsson læsning. Efter 1½ km var følelsen der igen. Hun stoppede op, vendte sig hurtigt om, men intet at se. Hun ville bare løbe op til hovedvejen ca. 2km væk og retur igen, så der var ingen trafik eller lignende. Hun prøvede nu at slukke MR3'eren og løb langsomt videre og pludselig kunne hun høre nogle underlige faste bumb. Ny taktik: Imens hun løb vendte hun nu langsomt hovedet. Et stort smil kom på hendes læber og hun kunne nu slappe af med alle de fantasifulde tanker, der havde været tusinder af på den korte tid. Myella's tamme kænguru havde simpelthen fulgt efter.......hvor tit opleves det ved Sortedamssøen hvar'? Den hoppede hele vejen med op til hovedvejen og retur igen. Bendicte undskylder til dem, hun i tiden løb har forbrændt kalorier med (Lone, Barbara og Lotte), men altså det var nok den sjoveste løbepartner hun nogensinde havde oplevet.

i morgen skal vi ud at hente køer igen, Cilie skal nok også hente æg og malke. Hans har jo sit faste morgenjob og hvis vi orker det, skal vi lige øve lidt på at smælde med pisk (Cilie er rigtig god til det – smæld siger det) eller kaste lasso. Benedicte skal én af dagene starte på at lære køre på de 2 hjulet med mange hestekræfter, så den lille familie kan køre ud på en af foldene på de 2 hjulede og se solnedgang.........................

Praktisk: VI HAR STADIG IKKE SET SKYGGEN AF CILIES RYGSÆK. Nu er det ikke sjovt længere. Når man så'en pakker en lille rygsæk til 4 måneder, pakker man kun det mest nødvendige og ja, det betyder, at vi nu er begyndt at mangle. Der er jo heller ikke lige mulighed for her at købe nyt. Nå, ikke så meget brok. Vi har det super og finder ud af at løse problemere, når de kommer. Heldigvis har vi alle Cilies skolebøger, så de er i gang en smule hver dag. Tænk, vi har været væk 1 uge i dag og har ca 14 uger tilbage – det er det FEDESTE...........Håber I alle har det super.

VI HAR STADIG IKKE MODTAGET CILIES RYGSAEK !!!!!!!
Vi bander hende finke, bitchen fra British Airways langt vaek, da vi om 2 timer drager videre til Ausie land.
Vi har brugt det meste af vores tid her i H.K. for at finde rene trusser m.m. til Cilie. Vi har vaeret her og der og fundet ud af, at hvis vores datter ikke skal have Gucci, Dolce & Gabana eller Kenzo toej paa, saa skal det koebes paa gaden i underlige asiatiske butikker, hvor Cilies stoerrelse er en lille voksenstoerrelse!!!! Naa, Benedicte insisterede paa, at der fandes en H&M i H.K. og jubiiii idag fandt vi een, saa nu har Cilie faet en lille overlevelses gardarobe, dog mangler vi ogsaa alt det andet i rygsaekken. Rigtig dumt, men vi har det dejligt og glaeder os til at komme videre.

Hej fra os i naesten ' Ausie land'..........

Klumme om Hong Kong (HK) til dem, som eventuelt har interesse:
Selv om det kun er ca. 10 år siden at HK gik fra at være en del af UK til at blive en del af Kina, tror vi ikke så meget er ændret på de 10 år. Vi har prøvet at undersøge det, men vi tror faktisk stadig det er sådan, at hvis man skal ind til 'det rigtge Kina', så skal man igennem en slags kontrol. Måske nogen af jer ved noget. Tæt på centrum ligger et enormt område, vi tror kun kan kaldes 'Den internationale container station'. Måske Fætter Jens ved om det er den største i verden?. Der er kraner over det hele og en skov af containere – sikken en logistik der skal til. Jamen...den afstand hvorfra en fotograf (opgave for brormand Niels?) fra en helikopter kan tage et billede, tror vi ikke kan dække det enorme område. Med alle de containere, så kan vi godt forstå, at der i DK er så meget junk og crap 'made in China' ting. Dog, til trods for Hr. McKiney Møllers store kapitalistiske globale emperium, så er det ved synet af en del MAERSK containere, at den første stolthed af at være dansk dukker op.

En helt anden ting er, vi har slet slet ikke set en eneste tyk kinerser. Hva' er det med deres stofskifte eller har de en så stor selvopholdelsesdrift, at de kan styre det der med kalorier. I DK tales der hele tiden om de farlige tomme kulhydrater med højt glykæmisk indhold. Her spises der løst af ris og nudler, så de må være skabt af noget andet end os skandinavier. De er også alle sammen så små, så små. Vi ved, at som danskere er vi ikke små, men helt ærligt- de er så små, at vi føler os som King Kong'er i forhold til dem og selv Cilie skal i en kinesisk butik have str. 38 !!!!!!! De er heller ikke særlig smilende og udadvendte. Måske skyldes det stressen og travlheden. Når man taler engelsk til dem, så vil ingen af dem indrømme, at der måske noget de ikke forstår, måske det hænger sammen med deres stolthed og stive føromtalte selvopholdelsesdrift. Eller bare, at vores engelsk lyder som når en grønlænder prøver at tale zulu afrikansk? Det må vil hellere lade en sociolog og/eller sprogretoriker udtale sig om.

En helt underlig ting er; vi har nu travet rundt i HK, så vores sukkerdepoter i benene er tomme, MEN VI HAR INGEN BARNEVOGNE SET. i alt har vi set ca. 9 småklapvogne. Føder de børn i 8 års alderen eller hvad'? Hvor er alle de små søde børn henne????

Så har HK en 1.sal for veje, fortorvet m.m. Den er så stor og befærdet, at vejene er i flere etager og der er et fortorv i 1 sals højde – dog uden butikker. Og alligevel, så tror man, at man lige skal i fortorvs-underetagen og så vælter det rundt med butikker. A pro pro butikker, så er det enten mærkevare, man kan købe eller alt godt fra Kina- tag selv et kik i butikken i Jorks Passage på Strøget. Igen bliver vi stolte af at være dansker – der dukker Georg Jensen butikker og ZONE, Denmark butikker op næsten lige så ofte som Carlsberg reklamerne. Hva' ka' Norge, Spanien m.fl byde på af den slags – og så er LEGO m.fl ikke nævnt.
Forresten til vores golfspillende venner C&M + Bj.Chr.+ H&J&M, så foregår golf også i flere niveauer. Midt i et kæmpe vejkryds ligger der en indhegning af ca. 20 m. høj. I den ene ende står der golfspillere i flere etager og skyder til de små hårde bolde. Vi så ikke, om der samtidig var nogle små kinersere med store hjelme, som løb rundt og samlede bolde op, men weird så det ud. Imens vi har været her, har der været OL i handicap ridning. Vi havde en dansker repræsenteret. Det gad Cilie og Benedicte godt at have overværet – måske i flere etager, men tiden gik med en at finde et overlevelsespakke af tøj til Cilie. Spændede by, men så er den også set. Så er spørgsmålet: Var prinsesse Alexander virkelig forelsket i Joachim eller så hun bare en udvej for at komme væk fra HK?

Blev kørt til lufthavnen af Lise - super tak. Blev checket ind af den første 'bitch'. Hun sendte Cilies rygsæk afsted uden 'tracking tag'!!!!! Hun sagde ikke undskyld - forklarede ej noget, da Hans opmærksomt fortalte hende det. Nu sidder vi i Hong Kong og har stadig ikke modtaget Cilies rygsæk (vi har anmeldt det i lufthavnen).......Efter uden held at have talt med lufthavnen i HK, brugte vi ca. kr. 700,- for at ringe til British Airways i CPH for at tale med nr. 2 'BITCH'. Hold da op, hvor hun burde tage på et Carl Mar Møller kursus med hele svinderiet ,- evt. med Sten Hegler som støttende sexterapeut og os som leading coaches - så ku' lær' det ku' hun. WHAT A BITCH........Vi fik efter at have ventet pr. tlf. i 45 min af vide, at hun bestemt ikke kunne hjælpe os !!!!! Så nu sidder vi her og håber på det bedste imorgen. Øv for en start. Cilie mangler tøj og vi mangler shampoo m.m.

Så til HONG KONG.....hmmm - forstil jer et mix-max af slum-høj-huse på 25 etager blandet med de sidste nye arkitektoniske glashøjhuse med højst besynderlige drejninger, som man set fra jorden ikke troede muligt og orv...glemte lige, at I også skal mixe det med de meget høje bjerge der ligger ind imellem. Ja, - og tro det eller ej, så bruger de stadig bambus som stilladser! Elektronik, blinkende reklameskilte, mennesker overalt og hele tiden, super lækker sushi, travlhed, beskidt og alligevel med charme grundet det blandet udbud af frugt, tøj og ja,you name it. Alligevel siger B, at hun af storbyer p.t. bedst kan lige 'the big apple'. Godt vi kun skal være her i 2 nætter. Flyturen gik helt fint - dog bandede Benedicte over sine lange ben (-schh....og store r.v) Ingen plads til nogen af delene. Imogen vil vi igen lede efter vores baggage og se lidt mere af den travle storby. Vi håber inderligt, at rygsækken dukker op. Ellers skal vi også bruge tid til at købe lidt tøj m.m. til Cilie. Cilie vil ææælske det, da meget af tøjet har glimmer, platte dippe dutter og er i rigtig dårlig kvalitet, hvor moar'n og far'n helst så et andet our-fit. - og så kommer ogs' det der med forsikringer.

Nå, ikke mere bøvl - det skal vi nok bare igennem og sammen løser vi udfordringer som et godt team. Cilie er segnet med 'Frække Frida' bogen, Benedicte går igang med 'Luftkastellet der blev sprængt' og Hans sidder og lytter til storbyen larm udenfor vores vinduer. Vi ønsker bare, at den rygsæk dukker op, så vi kan drage videre til Ausie land. Det glæder vi os vildt til. Ud at fange køer med støv i øjne, næse og......DER STARTER SÅ VORES RIGTIGE REJSE......vi høres ved...................

Kontakten med os

Vores rejse e-mail er: stokkebykoch@gmail.com
Send os endelig en hilsen!!
Hvis du vil kommentere vores rejseside eller bare sende os en hilsen, kan du logge dig ind under punktet 'Kommentarer' i bunden af denne side.
Du kan også få en beskerd i din e-mail hver gang vi har skrevet nyt. Kig i højre menu under punktet 'Abonner'.

Beskrivelse af rejsen

D. 26. september rejser vi fra Københavns lufthavn og lander i Hong Kong d. 27. september kl. 13.20. Vi skal bo på Ramada Hotel Kowloon. http://www.asiatravel.com/hongkong/ramada/index.htmlTlf: +852 2311 1100.

D. 29. september om aftenen tager vi videre til Australien, Brisbane, hvor vi lander d. 30. september kl. 9.50. Her skal vi direkte videre til Rockhampton, som ligger ca. 650 km nordvest for Brisbane. Denne tur bliver med fly. Det tager ca. 1 time og 10 min. Det er til at overkomme. Ellers skulle vi have lejet bil og den køretur tager ca. 8 - 10 timer. Her overnatter vi for at blive samlet op den efterfølgende dag og køre ca. 200 km længere vest på og dybere ind i "the out back". Her skal vi bo på en farm der hedder "Myella", hvor vi skal ride, drive kvæg, slappe af og bare nyde starten af et langt eventyr. Hjemmesiden er: http://www.myella.com/
Efter ca. 14 dage her, tager vi tilbage til Rockhampton og lejer en bil for at køre ned langs kysten mod vores næste mål: Sydney - og en tur i operaen. Det er lykkedes at få biletter til la Boheme om aftenen d. 25. Fedest!! Her skal vi bo fra d. 25. - 28. oktober på Metro Hotel Sydney Central (431 - 439, Pitt Street, Sedney Nsw 2000).
D. 28. oktober kl. 11.40 flyver vi til Auckland, NZ og lander her samme dag kl. 16.45, hvor der venter en stor dejlig camper med bad og toilet, der skal være vores hjem de næste fire uger.
New Zealand afsluttes i Christchurch d. 24. november om morgenen, hvor vi tager et fly kl. 6.35 mod Bangkok, hvor vi lander samme dag 19.40.
Her skal vi bo en gammel kendning, nemlig Royal River Hotel, der ligger lige ned til floden. Fra d. 24. november til d. 27. november.

Disse dage skal bruges til at planlægge de næste halvanden måned, men ind til videre se planen således ud:

Efter d. 27. nov tager vi til Cambodia for at se Angkor Wat, et meget stort og imponerende tempel. Her regner vi med at bruge en lille uges tid.
Herfra tager vi til sydVietnam for at holde badeferie i et par uger eller hvor lang tid vi nu har til d. 22. december.
For på dette tidspunkt vil vi gerne mødes med Lars og Krisser (Hans' lillebror og kone) og deres børn Kasper og Hannibal. Vi håber også på at Hans' og Lars' fætter Morten Bennedsen og Birthe med deres tre børn (Sigrid, Aslak og Astrid) kommer. Vi regner med at holde fælles jul på koh Pang Gang frem til ca. d. 28. december, hvor vi tager til Nepal for at fejre nytår med vores gode Nepalesiske venner der.

Den sidste del af rejsen er stadig usikker, men bliver opdateret løbende som det bliver planlagt.

Os alle tre før et besøg på verdens eneste 7-stjernede hotel - Bur al Rab, Dubai, maj 2006